The Descent (2005)

Klaustrofobien udfordres til det maksimale i dette britiske "kvinde-gys", hvor en større gruppe veninder tager på grottetogt under et bjergområde i USA. De firer sig ned i dybet og klemmer sig ind gennem talrige smalle sprækker.

Skidtet kollapser

Men snart kollapser skidtet omkring dem, og de er så godt som permanent fanget i det absolutte mørke, som de kun kan oplyse med lommelygter og hjemmelavede fakler. Det skal dog vise sig at være kvindernes mindste problem: For hernede bor nemlig familien degneret monster.

Grænsen af både mørke- og klaustrofobi

Efter en overlang og lidt tam veninde-fnidret intro kommer der endelig kød i kantinen. Da først venindegruppen har firet sig ned i dybet, står det klart, at dette gys vist ikke er helt som de andre – i hvert fald hvad angår at gå til grænsen af både mørke- og klaustrofobi.

I det smalle lommelygteskær

"The Descent" kan i dén grad noget med sine mørkestemninger i smalle fakkel- og lommelygteskær, mens bundløse afgrunde og slugter udgør kvindernes decideret uhåndterbare fikspunkter. Og vanviddet spidser kun til, da vores "blege venner" entrer scenen og ændrer venindernes liv for altid.

Kryber under huden

Det er uhygge, der kryber under huden: Når en lyskegle rammer noget farligt, står hårene ret ud fra kroppen i den flot ramte underjordsatmosfære, der giver selv den mest klamsvedt filmede gyserkælder baghjul. Tænkes der lidt fremad, rammer Renny Harlin noget af den samme stemning med sin sære The Dyatlov Pass Incident (2013).

Grænsende til det vulgære

Mere frastødende er filmens grænsende til det vulgære overbelægning med underlægningsmusik. Hver gang musikken (endelig) holder pause, er uhyggen næsten ubærlig – hvilket blot viser, hvor genial, "The Descent" kunne have stået nøgent og iklædt frygtens egne mørkelyde.