The Night of the Hunter (1955)

Det er ikke ligefrem barnets tarv, Robert Mitchums ufine eksfange, Harry Powell, har i tankerne, da han gifter sig med den unge enke Willa og hermed bliver "far" til hendes to børn, John og Pearl.

Det sande ansigt

Powell hører i sin fængselscelle fra sin værelseskammerat – børnenes dødsdømte far – at han har gemt $10.000 et sted på sin grund derhjemme, og det er med denne viden, Powell sørger for først at indsmigre sig, for siden at vise sit sande ansigt, da han ikke får sin vilje.

Realismen er dyb og nærværende

Det er en markant film noir, instruktør Charles Laughton her præsenterer. Realismen er dyb og nærværende, og spillet funkler blandt både børn og voksne, særligt når Powell viser sit sande og særdeles ondsindede jeg.

Eventyr til eftertanke

Betagende location-optagelser indfanget i Stanley Cortez' kameralinser sætter udkants-USA i smukke sort/hvide svingninger, både til lands og til flods, og de mange studieoptagelser emmer – trods tydeligheden af tømrerarbejdet – af eventyr til eftertanke.

Visuelt sublimt

Robert Mitchums iskoldt beregnende forbryder lader ikke noget stå i vejen for sit projekt. Hans ugerninger afføder bl.a. en af filmens mest mindeværdige scener, hvor en bil er havnet på bunden af floden. Mere skal ikke afsløres her, men det er visuelt sublimt tænkt og udført.

Lykkeligvis diminutivt anvendt musik

Ind imellem kan der være en eller to teatralske afstikkere i både stil og spil, der irriterer lidt, men det er – ligesom den meget melodramatiske, om end dog lykkeligvis diminutivt anvendte, underlægningsmusik – meget små skår i glæden.