Grave Encounters (2011)

Found footage-gysersubgenren får her et skud adrenalin og testosteron, når instruktørparret Colin Minihan og Stuart Ortiz (der også gerne vil kaldes "The Vicious Brothers") tilfører "konkret materiale" til et ellers i vid udstrækning antydende genreslægtsskab.

Låst inde natten over...

Et tv-hold fra reality-programmet "Grave Encounters" med speciale i at udforske mystiske hændelser og spøgelser på forladte lokaliteter lader sig til sjette episode frivilligt låse inde natten over på et gammelt og forlængst nedlukket sindssygehospital.

Totalt mørklagte gange

Da mørket for alvor falder på, og holdet begynder at afsøge de endeløst lange og totalt mørklagte gange, viser det sig hurtigt, at de har gabt over langt mere, end de først havde antaget. Naivt og selvsikkert havde de forestillet sig, at hospitalet her blot var "endnu en begivenhedsløs dag på sensationskontoret".

Gys i lyskeglen

Eneste lyskilde er den, der kommer fra de håndholdte kameraer, og der er grænser for, hvor langt ned ad gangene på de mange etager (inklusive kælderen), lyskeglerne kan oplyse. Og der er ikke helle, når en dør åbnes ind til en af de mange celler!

Æder sig ind i materien

"Grave Encounters" adskiller sig i nogen grad fra lignende genrefilm som Session 9 (2001), The Innkeepers (2011) og The Deep House (2021) ved at æde sig ind på materien i frygten og afspille mareridt, der har krop, snarere end "bare" amokløbende tanker.

Begrænset og kaotisk

Udnyttelsen af det virkelige livs forladte sindssygehospital (Riverview Hospital i Canada) er fænomenal i de begrænsede og kaotiske lyskegler fra tiltagende skrækslagne kameraførere. I dén henseende giver "Grave Encounters" selv Triers Riget (1994-2022) kamp til stregen.

Fantasiens sagte "mørkelyde"

Herudover er hårrejsenes varige gåsehud sikret gennem et (næsten) totalt fravalg af underlægningsmusik filmen igennem. Ganske vist er lyddesignet fyldt med fantasiens sagte "mørkelyde", men de fungerer ikke tankevirksomheds-kappende, snarere mareridtsforstærkende.

Endeløs afmagt

Spillet er troværdigt og tager naturligt til i angst og endeløs afmagt, efterhånden som sindssygehospitalet lukker sig helt og aldeles om de sagesløse sensations-tvfolk.