The Whale (2022)

Se hellere:

Distancias cortas (2015)

Patos flyder ud over alle breder i Darren Aronofskys Oscar-vindende "The Whale", ligesom Brendan Frasers morbidt overvægtige Charlie gør det rent fysisk af statur. Det begynder ellers godt, nærværende og enkelt, men filmoplevelsen knækker cirka halvvejs – og slutter i et kvalmt violinombrust overdrev, der kvæler enhver tænkelig kilde til eftertanke.

Køkkenet bugner

Charlie er så overvægtig, at han er nødt til at tilbringe det meste af sin tid i sofaen. Når han endelig rejser sig, er han bundet til sin ekstra brede rollator, så han prustende, storsvedende og stønnende kan vakle ud på toilettet eller hen til køkkenet, der bugner af chokoladebarer og chipsposer.

Den sidste tid

Det er nu kommer så vidt, at Charlie ved, han ikke har mange dage tilbage at leve i. Det bekræfter hans emsigt her-bestemmer-jeg-agtige sygeplejerskeveninde Liz også, da hun måler hans blodtryk. Men Charlie vil ikke høre tale om ambulancer og hospitaler, så nu må han få det bedste ud af den sidste tid i den næsten helt mørklagte, forplumret kalustrofobiske lejlighed (filmen er tilmed filmet i 4:3 for at fremme denne følelse.)

Teenagemopset datter

Og: Hvorfor så ikke udnytte tiden til at få besøg af dén teenagerdatter, som han har forsømt gennem mange år (fordi han i sin tid forlod kernefamilien til fordel for en forelskelse i en fyr!)? Hermed får Charlie besøg af Ellie, hvis teenagemopsede bitch-attitude er så tyk, at den kan skæres ud af luften i den i forvejen ekstremt molekyletunge lejlighedsluft. I øvrigt emmer hele konstruktionen af en dels lidt billigt udseende kulisse, dels en ensidighed, der kedeligt bekræfter, at filmen er baseret på et skuespil.

Alt skæres ud i pap

Et af de helt store problemer med "The Whale" er netop, at Darren Aronofsky skærer alle pointer og betydninger sirligt ud i pap for os alle. Det bliver en kæmpe klods om benet og som nævnt udtalt patetisk. Tilskueren kan godt selv lægge sagerne sammen til en helhed uden lange snakke om "livets facetter", tilbageblik til dengang, hvor alt var godt, og – ikke mindst – Rob Simonsens sovsede, patosfremmende musikunderlægning.

Tykkere og tykkere

Men vi får hele pakken, og den bliver tykkere og tykkere (på flere niveauer) hen imod slutningen på det en halv time for lange drama. Brendan Frasers kraftpræstation (som både er fysisk og mental) kan der ikke rykkes ved: Hans portræt af af Charlie er både rørende og med rette Oscar-belønnet.

Problematiske biroller

Birollerne er mere problematiske, om end pænt spillet: Sadie Sinks unuanceret surmopsede Ellie, Hong Chaus demonstrativt over-bestemmende Liz og Ty Simpkins' fredsommelige missionær, der lader sig koste så meget rundt med, at han er i fare for at forsvinde som støv for solen.