Dreamcatcher (2003)

Der er drejet rigtig, rigtig mange helt forfærdelige Stephen King-filmatiseringer, men på mange måder er "Dreamcatcher" en af de værste. Blandt andet fordi den er fortalt med så ekstremt store armbevægelser, med en stjerneparade af store navne på rollelisten og store produktions- og distributionsmuskler. Det havde helt sikkert været mere i skuldertrækkets retning, hvis produktionen havde været en mindre stort opslået bolledej.

Udtalt ufokuseret

En gruppe voksne mænd er sammen på vintercamping langt ude i skoven. Vi ser ind imellem – på meget typisk Stephen King-skrevet manér – tilbage på drenge- og teenageårene, som de delte som venner. Men hovedfokus (hvis man kan tale om et sådant i denne udtalt ufokuserede film) er på "nutiden", hvor d'herrer erfarer, at deres skov er invaderet af abnormt fjendtlige og kødædende aliens.

Udvidede tandmærker i kød

Hverken gys, drama, tilbageblik eller science fiction bider fra sig – andet end i glimt, når de grimme alienunger netop viser gebis og lægger an til udvidede tandmærker i kød. Lawrence Kasdans overambitiøse iscenesættelse drukner i alt for mange små og store sidehistorier, der nok ind imellem kan oparbejde en anelse identifikationskraft, men som alle straks herefter forsvinder i mudret nonsens.

Pakket i glimmer... og sne

Hele herligheden er pakket i glimmer, visuelle effekter... og sne. Det sner mere eller mindre hele tiden i filmens nutid. Læg hertil James Newton Howards konstante underlægning, og totaldrønet er sikret... på den ufede måde.