The Hunter (1980)

De amerikanske anmeldere var bestemt ikke begejstrede for "The Hunter", da den nåede biograferne i august 1980. Manuskriptet og karaktererne deri fik mange hug, og de fleste syntes, Steve McQueen (i hvad der skulle blive hans sidste rolle) var både fejlcastet og selv gik på kompromis med stolthed og evner.

Vanedannende lækker action

I dag opleves filmen slet ikke som så tosset endda. Jovist, der er tyndt på toppen i Ted Leighton og Peter Hyams' manus, der i øvrigt er baseret på det virkelige livs dusørjæger, Ralph "Papa" Thorsons, gøren og laden. Men samtidig bæres filmoplevelsen af en særdeles lun humor, en sofistikeret fotografering af den altid stærkt visuelt duelige Fred J. Koenekamp (Patton (1970), Papillon (1973), The Towering Inferno (1974)) – og et par vanedannede lækre actionsekvenser.

Det griber om sig...

McQueen er den gammeldags dusørjæger Papa Thorson, der netop har fået færten af en ny "klient". Men det begynder efterhånden at gribe om sig, og sikkerheden udfordres, i og med at Thorson nærmer sig magtfulde bagmænd og deres sindssyge håndlangere, der også truer hans højgravide kæreste.

Langt fra macho

At McQueen var syg af kræft under optagelserne og døde senere samme år, 50 år gammel, tilfører selvsagt nogen grad af melankoli til oplevelsen – ikke mindst fordi, hans rolle er så ikke-machopræget, som det næsten er muligt. Noget, McQueen selv føjede til undervejs, bl.a. Papas helt gennemgribende absurd ringe evner bag et rat: Et af filmens morsomste, tilbagevendende indslag.

Mangler gennemslagskraft

Langt de fleste typer omkring ham mangler dog gennemslagskraft og fiser lidt tilfældigt ind og ud af handlingen. Undtagelsen er Richard Venture, hvis ultrakorte optræden som den stærkt deprimerede Spota alligevel når at sætte et markant aftryk.

Ultrastærk metrosekvens

Michael Legrand har komponeret ægte groovy, behageligt diminutivt anvendt 70'er-underlægningsmusik (i bedste Lalo Schifrin-stil). I øvrigt som supplement til Papas begejstring for operaarier! Blandt filmens actionsekvenser imponerer især den lange og ultrastærk koreograferede metrosekvens i og på togsættene gennem og over Chicagos gader.