The Little Girl Who Lives Down the Lane (1976)

Tiden har ikke været venlig ved denne "mystiske gyser", der var en koproduktion mellem Canada og Frankrig. Men det er desværre ikke kun filmens bedagede og ubehjælpsomme stil, der er en svaghed: "The Little Girl Who Lives Down the Lane" savner gennemslagskraft og troværdighed i alle sine mange talrige genrer – og facetter generelt.

Fosters første hovedrolle

Jodie Foster havde her sin første hovedrolle som teenagepigen Rynn Jacobs. Rynn er egen, hun er djærv og ikke sådan at slå ud af kurs, når udvalgte voksne stiller spørgsmål til sandheden i, at hendes digterfar angivelig "bare ikke lige er hjemme eller arbejder" i den enorme villa.

Der foregår noget betændt...

Som filmens plakat proklamerede i 1976: "What is her unspeakable secret? Everyone who knows is dead." Altså: Der foregår noget betændt i hende Rynns liv! Og det bliver den ca. fem-seks år ældre amatørtryllekunstner, Scott Jacobys sære Mario Podesta, med hvem hun indleder en "affære" snart sat ind i....

Mange ind- og udgange

Hold fast, der er mange ind- og udgange til romanforlæg og -manusforfatter Laird Koenigs historie. Mystik, huset som gyserelement, lidt kærlighed, en pige, der vist ikke er helt så from, som hun ser ud til. Læg hertil stærke pædofile (under)toner, når Martin Sheens (eklatant uelegant overspillede) Frank Hallet i dén grad giver udtryk for kødets lyst i møderne med Rynn – og også gramser både for og bag!

Intet bider fra sig

Hverken "chokeffekterne", de uartige undertoner eller det æggende ved en pige, der måske er ugerningernes prinsesse, bider det mindste fra sig. Filmoplevelsen er kantet, teatralsk, kulisse-kedelig og ufokuseret. Læg hertil Christian Gauberts sanseløst aparte underlægningsmusik, der suppleres af historisk grimme "indspilninger" af Chopin-klaverværker, som Rynn spiller på husets grammofon, herunder en "underfundig" instrumentaludgave af klaverkoncert nr. 1.

Helt naturlig Foster

Jodie Foster er derimod god. Fascinerende "voksen" i den underlige rolle og fuld af overskud til egentlig bare at give sig selv fuldt ud og helt naturligt, selvom Rynn Jacobs som figur aldrig tillades at blive interessant.