Canadian Bacon (1995)

    En spindoktor råder den amerikanske præsident til at indlede en kold krig mod Canada. Med lidt held kan det løfte hans dårlige meningsmålinger.


    NABOLANDS- FIS OG BALLADE

    Bowling for Columbine (2002) og Fahrenheit 9/11 (2004)-provokatør/dokumentaristen Michael Moores eneste fiktionsfilm som instruktør er denne typisk amerikanske 90'er-farce, der samtidig desværre blev komikeren John Candys sidste film.

     

    "Lokal-morsomheder"

    Muligvis mere "lokal-morsom" i sine detaljer for både amerikanere og canadiere sætter Moores eget manus en alternativ koldkrig i søen. Fordi den siddende præsident (Alan Alda) har historisk dårlige meningsmålinger, anbefaler hans "smarte" spindoktor ham at starte en kold krig mod Canada. Små fornærmelser kan gøre meget, men der spinnes også på øverste klinge.

     

    De slemme canadiere...

    Ind fra højre kommer John Candys amerikanske grænselands-sherif, Bud Boomer. Da han hører om de "slemme canadiere" i tv-propagandaen, kommer han straks op på barrikaderne ved Niagara Falls. Men hen ad vejen kommer han og hans assistenter til at gøre sig særdeles uheldigt bemærket... hvis de da ikke bliver nationale helte for åben skærm!

     

    Langt fra tilfredsstillende

    Omend stjernebesat ned i de helt små roller og med en potentielt finurlig præmis fungerer "Canadian Bacon" langt fra tilfredsstillende. Humoren er tør og unuanceret, spillet manieret og karikeret, og de mange hints til små og store titler i filmhistorien (mest åbenlyst de kærlige hilsner til Dr. Strangelove (1964)) er serveret uden ret meget glimt i øjet.

     

    Langt mellem kluklatterudbruddene

    Få episoder rummer en vis tæft for canadisk/amerikansk nabo- og ven/fjendskab, men der er langt mellem kluklatterudbruddene, der i øvrigt druknes af talrige utidigt indblandende popsange samt rigelige mængder sovset underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, USA, Komedie, Farce, 91 min.

    Dansk titel: Canadian Bacon
    Instr: Michael Moore Prod: David Brown, Gregory Goodman, Michael Moore, Ron Rotholz Manus: Michael Moore Foto: Haskell Wexler Klip: Michael Berenbaum, Wendey Stanzler Mus: Elmer Bernstein, Peter Bernstein