Crawlspace (2022)

Titlen "Crawlspace" (eller krybekælder) lyder jo vældig inciterende, når der skal vælges onsdags-thriller på streamingtjenesten: En (VVS-)mand, der kvabber rundt i mørket, forfulgt af væmmelige skurke, der er dummere end selv den mest sagesløse tumpe, vorherre er kommet for skade at skabe (at dømme ud fra Bradley Strykers eklatant ringe spillede skurk, Sterling.)

Septiktankenes Robin Hood

Henry Thomas, og ja, det er ham, der spiller den nuttede Elliott i Steven Spielbergs evergreen E.T. (1982), er VVS-manden Robert, der har så stort et hjerte, at han giver sine kunder kredit. Hans speciale er septikkanke, hvorfor den barselsgående (babyen har fået ring i øret!) kæreste spontant og ufiltreret irriteret kalder ham septiktankenes Robin Hood – filmens uden tvivl bedste øjeblik i al dets ufrivilligt komiske storhed.

Fanget i krybekælderen

Nu befinder Robert sig så på en opgave i krybekælderen under et sommerhus i udkants-Oregon uden at vide, at træhugstkrybskytter har gemt en masse kontanter netop dér. Og da Sterling og hans "Gokke"-uduelige/komiske makker Dooley nu er kommet for at stjæle udbyttet fra en dræbt mellemmand, er Robert fanget i kælderen. Skurkene kan ikke komme derned, han kan ikke komme ud... og han er hårdt såret efter mødet med Dooleys bue og pil.

En kvinde-fight på ord

Et stykke derfra foregår et mindre blodspringende, men dog betændt drama. Her er den lokale (og pensionsduelige) sherif og hans frisk-i-replikken-deputy så småt ved at kredse sig ind på hele affæren, men så dukker en kvindelig,  sort (og brutalt arrogant-nedladende FBI-agent op). Og dét afføder en kvinde-klasseskelsfight på ord, som ikke lader nogen drivende klamsvedt rivaliserende replikker ude (dog når de ikke at rive hinanden i håret).

Helt igennem ynkeligt

Titlen er det absolut mest spændende ved "Crawlspace", herefter underholdningsværdien i at betragte det helt igennem ynkelige C-skuespil, der igen er fremelsket af Jacob D. Wehrmans ganske enkelt bolledumme manus og L. Gustavo Coopers tilsvarende ukritisk ukunstneriske og uambitiøse iscenesættelse. Masser af lirum-larum-underlægningsmusik suppleres af pop- og rocksange, så det hyler i ørerne længe efter sidste scene.