These Final Hours (2013)

Lars von Trier gjorde det mesterligt med Melancholia (2011): Skildrede Jordens undergang, så gåsehuden strittede i flere dage. Det kan man ikke ligefrem sige er tilfældet med australske Zak Hilditchs "These Final Hours", der mere end flirter med samme emne.

Store tanker om Jordens undergang

Hilditch gav os senere den ret så effektive Stephen King-gyser 1922 (2017), og der er da også positive takter i katastrofefilmen, der – i teorien – sætter tanker i gang om, "hvordan man sådan lige ville te sig, hvis man vidste, at Jorden gik under om 12 timer...?"

En krøltop uden fremtid

Lækre, veldrejede vaskebræts-James missionær-boller i filmens absurd overlange og trailer-agtigt grimme anslag sin tilsvarende lækre kæreste, så sveden springer – ledsaget af ubarmhjertig underlægningsmusik i alle kanaler. Det ville i princippet afstedkomme en fremtidig krøltop... altså samlejet.

Et halvt døgn tilbage

Problemet er "bare", at James og alle andre down under ved, at Jorden allerede er gået under på den anden side, og at de nu blot har et halvt døgn tilbage, før følgerne af meteornedslaget også når dem.

Konsekvensløs adfærd

Hvad kan man så bruge den tid til? James har egentlig tænkt sig at tage til den største fest ever, men så sker der noget uventet: Han får en halvstor pige på slæb. Hun står netop for at blive voldtaget af to usselt udseende mænd (det er hvad, de synes er smart at få udlevet, nu hvor der ingen konsekvenser er ved dét).

Fuck dét til alle kønssygdomme!

Voldtægten forhindrer James, til gengæld hænger han nu på denne Zoë, der ikke kan finde sin far. Det lykkes dog alligevel James at komme omkring førnævnte fest, hvor alle knepper alle som en slags fuck dét til alle normer, fordomme – og kønssygdomme!

Let til jævnt ubehjælpsomt

Ikke alle facetter ved "These Final Hours" er lige kønne. Faktisk er der ret mange, der skriger til himlen af det let til jævnt ubehjælpsomme. Og som antydet ovenfor er der også tendenser til at overfortælle og udspartle, hvilket er helt unødvendig triple-konfekt i en film om den absolutte slutning.

Fortættet og formørket

Skuespillet er bestemt ikke prangende, men filmen skal have ros for med meget små midler trods alt at skabe en fortættet og formørket visuel identitet, der i de bedste sekvenser smitter og forfører. Og et stort plus er det samtidig, at den indlendede musik-sansevoldtægt aftager drastisk efter ca. 10-15 min.