Darkness Falls (2003)

Mørket falder tidligt og ubønhørligt over "Darkness Falls", et projekt, som den spillefilmsdebuterende instruktør Jonathan Liebesman sådan lidt modstræbende stillede sig i spidsen for. Og havde det ikke været for de komisk overlange sluttekster på næsten et kvarters længde, ville filmen med sine blot 72 minutter have været for kort til biografdistribution!

Kendt og elsket som "tandfeen"

Engang for længe siden slagtede lokalsamfundet en enlig kvinde, der var kendt og elsket i nabolaget som "tandfeen". Men da hun pludselig blev mistænkt for at have bortført to unger, måtte hun dø.

Et mavesurt og bittert spøgelse

Men kvinden var uskyldig, og måske er det derfor, hun nu som spøgelse er ekstra mavesur, bitter og hævntørstig. I hvert fald får den hele den virtuelle arm, når madam ghost svinger skørterne i sit indædte had, der går ud over sagesløse, mæketandstabende børn.

Outreret mørkeræd

I centrum for denne historie finder vi den nu voksne Kyle, der ved alt om spøgelset fra sin barndom i området. Han kaldes tilbage til hjemstavnen for at hjælpe en ung knægt, der er i fare for at blive spøgelsets næste offer. Både Kyle og knægten er outreret mørkeræde, mens spøgelset omvendt ikke tåler lys!

Venstrehåndsarbejde for mange midler

Danske Dan Laustsen lykkes glimtvis flot med at indramme mørke- og lysstemninger som en central del af filmens image. Men det er også stort set, hvad der er at sige af roser i et filmprojekt, der emmer langt væk af bekostet venstrehåndsarbejde helt uden sjæl – og hvor manuskriptet er tyndere end et enkelt ark papir.