Ennio (2021)

Alle cineaster – eller bare almindeligt dødelige filmkiggere, der er vokset op med eller senere har erfaret Ennio Morricones underlægningsmusik som smukke ørehængere – bør unde sig selv to en halv time i selskab med Giuseppe Tornatores omhyggelige dokumantar.

En komponistskildring

"Ennio" skildrer først og fremmest komponisten Morricone. Dokumentaren er langt mindre interesseret i privatmennesket, nok blandt andet fordi Ennio var et meget privat menneske, der sjældent røbede meget om "kødgryderne" derhjemme.

Banebrydende filmmusik

Nu er det også helt naturligt musikken, der skal være i fokus: De uendeligt mange smukke melodier i opfindsomme og banebrydende arrangementer satte langsomt, men sikkert Morricone på den internationale filmmusikpiedestal, men han blev først for alvor hyldet af Hollywood i 2015 med en Oscar for sin musik til Tarantinos The Hateful Eight (2015). Morricone havde dog tidligere modtaget en æres-Oscar i 2006.

Nøjsommeligt indsamlede klip

Gennem enorme mængder nøjsommeligt indsamlede film- og musikklip veksler dokumentaren behændigt mellem manden selv i lænestols-snakkehygge og værkerne, der formede hans popularitet og millioner af fans' yndlingsfilmmusik gennem mange dekader.

Nærved elektrisk oplevelse

Det bliver til en nærved elektrisk dokumentaroplevelse, fordi de musikalske perler (og minder) står i kø, samtidig med at det føles som om, mennesket Morricone læres blot en anelse bedre at kende.

Outreret hurtige klip

De mange sitrende og ind imellem outreret hurtige klip mellem interviews, film- og lydklip er ofte lige i overkanten hektiske, men i helheden er det værdien af selve fortællingen om Morricone, der står tilbage som et væsentligt og vellykket vidnesbyrd.