Kapò (1960)

I glimt er dette sort/hvide italienske blik på kz-lejrlivets helvede ganske enkelt fænomenalt: Her lykkes det helt igennem troværdigt at indfange den både klaustrofobiske, uhumske og håbløse hverdag for de afkræftede fanger. En filmisk bedrift, der kun kan beundres mellem de uendeligt mange mere eller mindre mislykkede forsøg på at bringe fortidens ubærlige synder til live.

Et stykke højglansdrama

Men "Kapò", der på dansk fik den salgbare dramatiske undertitel "Håndlanger for SS", er også et stykke højglansdrama, der udvikler sig i en mere teatralsk end frigjort retning, og det spænder ben for den blændende filmoplevelse, der ellers ville være lige til at plukke.

I selvopretholdelsens tjeneste

Susan Strasbergs 14-årige Edith (Strasberg var 22, da hun spillede rollen!) er jøde og befinder sig tidligt i handlingen på vej til en kz-lejr. Men hun reddes på målstregen, da en venlig læge i lejren krænger fangedragten af en nyligt afdød kriminel fange, så Edith har en chance i lejren. Snart udnævnes hun til kapo og bliver således håndlanger for SS – i selvopretholdelsens tjeneste.

Æstetiserede lyssætninger

Aleksandar Sekulovics fotografering er lagt i æstetiserede lyssætninger, der kaster en særlig "mat glans" over helvedet. Rent visuelt kammes der ikke over: Billederne forbliver synkroniseret med virkelighedens drama, hvorimod skuespillet og de ekstra lag på fortællingen snart skal få filmoplevelsen til at kæntre faretruende.

Overspillede skæbner svøbt i musik

Dyrkelsen af nærbilleder af dramatisk overspillede skæbner svøbt i skinger musik er således langt fra klædelig, og det kræver nok en ekstraordinært grådlabil tilskuer at blive revet fuldt ud med af den perspektivløse slutning, der helt sikkert ellers er velment som et led i at troværdiggøre lejrlivets håbløshed.