Nitram (2021)

Instruktør Justin Kurzel har efterhånden gjort det til sit speciale at grave i australske true crime-sager og levendegøre dem på film. Han gjorde det rimelig godt med Snowtown (2011) om 16-årige Jamie, for hvem det i dén grad endte med at slå klik – knap så vellykket med True History of the Kelly Gang (2019), hvor en rebelsk mand og hans ubarmhjertige bande skabte ravage og utryghed i 1870'ernes Australien.

Antydningens kunst i højsædet

Med "Nitram" lykkes det dog først for alvor Kurzel at ramme en tone og en balance, der kan gouteres af selv mindre stærke filmmaver. Antydningens kunst er i højsædet – hovedpersonens bestialske handlinger træder i baggrunden og er i virkeligheden mindre interessante i helheden.

Stærkt underbegavet

Først og fremmest søger filmen at tegne et portræt af den stærkt underbegavede og tilsvarende udadreagerende Martin (hans navn stavet bagfra bliver til Nitram, heraf filmens kryptiske titel.)

Bagdelslangt blond hår

Martin er fuldvoksen, hans blonde hår er næsten bagdelslangt, og han bor stadig hjemme hos sine forældre. Der er ganske enkelt – hvilket er fuldt forståeligt – ikke andre, der kan holde ham ud.

En ukritisk mæcen

Da Martin render ind i nabolagets sælsomme hundekvinde, Helen, viser det sig, at han har fundet sig en ukritisk mæcen. Hun er rig og ikke andre at bruge sin formue på. Men da Martin vil have penge til våben, siger hun for første gang fra.

Et mål i livet

Martin lader sig dog ikke stoppe. Han er ved at skabe sig en mission, et mål i livet. Noget, han kan se frem til og senere tilbage på med stolthed – ja, sådan fungerer det i hans forskruede hjerne. Han vil gennemføre et masseskyderi, det, der senere bliver kendt som Port Arthur-massakren.

Hjernen bag massakren

Begivenhederne fandt sted på Tasmanien i 1996, og øsamfundet blev forståeligt revet midt over. Men det er en anden historie, som "Nitram" ikke bevæger sig ind i. I stedet er fokus og fascinationskraft på fænomenet Martin, hjernen (med den meget lave IQ) bag massakren.

Styrken ligger i fravalgene

Filmens styrker ligger i fravalgene: Fravalg af store, forkromede fortællemæssige virkemidler – herunder i store træk underlægningsmusik. Fravalg af brede, forklarende linjer: Tilskueren skal selv drage konklusioner. Fravalg af melodramatiske perspektiveringer på virkelighedens mareridt.

Ætsende kraftpræstation

Så meget desto mere ætsende står Caleb Landry Jones' Cannes-belønnede hovedrolle-kraftpræstation, når begivenhederne omkring ham ikke flagrer rundt i alle retninger. Der er mere end rigelig drama og vanvid i selve personen Martin, og det er helt rigtigt set af Justin Kurzel.

Nuanceret og dyb indlevelse

I det hele taget er skuespillet præget af en nuanceret og dyb indlevelse i den fortættede og tiltagende uhyggelige verden, der helt og holdent styres af Martins humør og temperament. Især får han den ultimative magt, da han har anskaffet sig sine våben.