Dark Horse (2011)

Velkendt finurligt og med en syleskarp, sort og hyperironisk humor: "Dark Horse" hører til blandt Todd Solondz' lidt mindre kendte film, men den ejer i de bedste sekvenser meget af samme fortælle- og spilleglæde som resten af hans værk.

Ikke lysten, der driver værket

Jordan Gelber er fabelagtig som Abe, en overvægtig, meget grandvoksen mand, der stadig bor hjemme hos mor og far. Han er ansat i farens lille virksomhed, men det er ikke ligefrem lysten, der driver værket. Da han møder Selma Blairs hemmelighedsfulde Miranda, skorter det dog ikke med selvtilliden. Han gør kur, men ænser næppe hendes svært depressive tilstand. Miranda er i øvrigt en videredigtning på karakteren "Vi" i Storytelling (2001).

En mulig milepæl

Mødet med Miranda bliver en milepæl i Abes liv – i hvert fald ligger der her et potentiale, der kan udnyttes. Men det kræver fuld fokus, og det er nok ikke lige Abes spidskompetence.

Pinlighed og tabu

Solondz går igen i flæsket på både pinlighed, tabu og alt det andet "ulækre", som gennemsnitsborgeren helst vil feje langt ind under skibsbriksen. Det er vidunderligt befriende og former en filmoplevelse, der er helt sin egen.

Nøgen og ublufærdig

Her er ingen visuel pynt eller underlægningsmusik. Komedien, der i høj grad også er et drama, står nøgen og ublufærdig. Men Solondz' særlige offensive, pinligheds-nedbrydende stil sidder ikke lige så direkte i bulls-eye, som det har været normen i de fleste af hans tidligere film.

Outreret aparte

Hertil kan skuespillet omkring de outreret aparte situationer ind imellem blive en kende for teatralsk, og det tørrer lidt for meget af det æggende af en ellers yderst skæv og uforudsigelig fortælling.