Down to the Bone (2004)

Denne prisvindende indie-film er mere sensationssøgende end sensationel: Fortællestilen er forudindtaget dogmatisk; hér er der virkelig tale om at skære ind til benet.

Optaget på "hjemmevideo"
Filmen er nemlig optaget med et stort set gennemsnitligt SONY-kamera, som tante Ann-Merete næsten kunne have håndteret med samme behændighed som filmfotograf Michal McDonough. Dette primitive islæt emmer af "se bare, hvor kreative og alternative vi er – og "økologiske".. vi behøver ikke ekstraordinær teknik for at skabe "stor kunst" i en moderne medieverden, hvor alle kan lave egne film."

Gennemsnitlig historie
Det havde vel endda kunnet gå, hvis historien i "Down to the Bone" have hævet sig over gennemsnittet af sagaer om stofmisbrugeres op- og nedture. Men det gør den ikke. Kassedamen Irene sniffer baner i sin fritid, selvom to børn og en slags mand vel burde holde hende fra det. Da Irene tilfældigt møder sygeplejeren Steve, bliver det begyndelsen til en romance, som Irene fuldt og helt mener kan redde hende ud af misbruget. Men skinnet bedrager.

Diminutivt
Et stort plus ved filmens diminutive fortællestil er fraværet af underlægningsmusik. Det giver rigeligt albuerum til at komme under facaden på de hårdt prøvede hovedpersoner. Men albuerummet udnyttes ikke. Vera Farmiga er overbevisende i filmens sniffende hovedrolle, men generelt må filmoplevelsen siges at være tynd, klichémættet og poppet billigt udseende.