Don't Tell a Soul (2020)

"Fesen" er nok et af de første ord, der dukker op, når man skal beskrive "Don't Tell a Soul". For rent ud sagt er dette venstrehåndsarbejde helt ude, hvor både manuskript-, instruktør- og skuespillerkræfterne ikke slår til – eller rettere ikke får lov til at slå til.

Som nat og dag

Teenagebrødrene Joey på 14 og Matt på 19 er som nat og dag. Joey er den følsomme, mens Matt er rå og kontant. De bor sammen med deres meget syge mor (Mena Suvari i en udtalt udtværet birolle), og det lykkes Matt at overtale lillebror til at begå et bræk, så de kan spytte i kassen og hermed hjælpe moren i behandling.

En pærelet opgave...

Det er pærelet: Efter sigende gemmer der sig tusindvis af dollars lettilgængeligt i en dement kvindes afsondrede hjem. Men på vejen derfra går det alligevel galt: Dén vagt, der sætter efter brødrene, styrter i et meget dybt hul. Hvad siger samvittigheden? Den skal vise sig meget forskellig hos brødrene.

Uden den mindste form for indlevelse

Manuskriptet er usselt ringe, og replikkerne serveres uden den mindste form for indlevelse – selv fra de etablerede kræfter Mena Suvari og Rainn Wilson (guderne skal vide, hvordan de har fundet vej til dette projekt.)

Driver ned ad væggene

Det hele er, så det driver ned ad væggene. Alt er stereotypt og utroværdigt. Hvad der redder "Don't Tell a Soul" helt fra smeltedøden er det trods alt teknisk duelige produktionsdesign og en lille serie fint fotograferede forstads-stemninger.