Fandango (1985)

Kevin Reynolds spillefilmsdebuterede som instruktør og manuskriptforfatter med denne alt andet end helt almindelige komedie. Det var selveste Steven Spielberg, der havde spottet Reynolds' kortfilm "Proof" og derfor lagde muskler bag en lang version af den korte historie.

Kevin/Kevin-parløb

Kevin Costner fik en af de bærende roller, og hermed indledtes dét Kevin/Kevin-parløb, der fortsatte med blockbusterfilmene Robin Hood: Prince of Thieves (1991) og Waterworld (1995).

En rejse uden det store mål

Fem studiekammerater sætter sig ind i en V8-flyder med kurs mod Mexicos grænse. De har ikke det helt store mål med deres rejse, andet end at markere overgangen fra relativt faste rammer til helt nye tilværelser. Vi er i starten af 1970'erne, og måske er næste skridt en tur til Vietnam for flere af gutterne.

Grænseløs adfærd

Deres grænseløse adfærd vil næsten ingen ende tage – kulminerende i et faldskærmsudspring for Judd Nelsons uvillige Phil, vel at mærke hos en udkantstosse, der tilbyder udspring for $30 uden at skele den mindste smule til sikkerhed.

Vokser med opgaven

Filmoplevelsen er i mange perioder fuldkommen hysterisk og skinger, og starten indgyder ikke den største respekt eller lyst til at se videre. Men "Fandango" vokser med opgaven og bliver faktisk både underfundig og medrivende på sin helt egen måde.

Kreativ fortællelyst

Med Spielbergs finanser i ryggen er der ikke sparet på det tekniske, og det kaster en lækker cinematografisk film af sig med masser af kreativ fortællelyst både til lands og i luften. Selvfølgelig først og fremmest et indblik i, hvilken glimrende fortæller, der gemmer sig i Kevin Reynolds.

Skæve roller vinder terræn

Skuespillerne lever sig ganske habilt ind i druk- og ud-og-køre-med-de-skøre-præmissen, og de bogstavelig talt skæve roller vinder terræn, efterhånden som der kommer en anelse kød og livsperspektiv ind i historien. Bedst er Judd Nelson, der synes hårdest ramt af livets uvisheder, men også debuterende Marvin J. McIntyre brillerer i birollen som faldskærms-"eksperten" Truman Sparks.

Eklatant sekvens

En del tidstypiske pop- og rocksange supplerer Alan Silvestris ret anonyme underlægningsmusik, og i den eklatante og langstrakte faldskærmssekvens er det scherzoen fra Sjostakovitj' 8. symfoni, der ledsager.