Major Payne (1995)

    En totalt utilregnelig major smides ud af hæren, men får til gengæld ansvaret for en række børne- og teenagekadetter. Og de får noget at se til under hans kommando.


    FORUDSIGELIG UTILREGNELIGHED

    Damon Wayans har tydeligvis moret sig pragtfuldt i titelrollen som den stærkt utilregnelige militærmajor Payne. Han er blevet smidt ud af hæren, men får til gengæld ansvaret for en række børne- og teenagekadetter. Og de får noget at se til under hans kommando. Til at begynde med hader de hans metoder og prøver med alle midler at bekæmpe ham. Senere er der unison skønsang på programmet – som denne særlige subgenre foreskriver.

     

    Minimalt kluklatterfrembringende

    Komikken er skinger og alt andet end elskelig, men der opstår dog en række minimalt kluklatterfrembringende øjeblikke, når Payne giver den gas med sine aparte og ekstremt upædagogiske metoder. Børnene og de unge omkring ham er en anden årsag til at blive hængende, idet de rent faktisk spiller fint op ad crazy-komikken og sørger for, at Wayans på ingen måde spiller røven ud af bukserne ud i den blå luft.

     

    I pløre til halsen

    Paynes strenge "opdragelsesmetoder" er voldsomt grænseoverskridende: Drengene må bl.a. begrave sig i pløre til halsen og senere iføre sig dametøj som straf for urent trav! En bihistorie med en dybt utroværdig forelskelse er mest af alt ynkelig. Hold øje med William Hickey i en mikroskopisk birolle som den insekt-optagede Dr. Phillips. I disse få øjeblikke løftes niveauet betragteligt.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1995, USA, Komedie, Farce, Børn på film, Teenagere, 95 min.

    Dansk titel: Major Payne
    Instr: Nick Castle Prod: Eric L. Gold, Michael Rachmil Manus: Dean Lorey, Damon Wayans, Gary Rosen Foto: Richard Bowen Klip: Patrick Kennedy Mus: Craig Safan