Ut og stjæle hester (2019)
En enkemand bosætter sig i udkants-Norge og ser tilbage på en barndom præget af både sorrig og glæde.
HJERTET PÅ NÆSTEN RETTE STED
Dette smukt indrammede, nordisk koproducerede drama har sine op- og nedture, ligesom både den 15-årige og pensionerede udgave af Trond, filmens hovedperson. Trond er nu enkemand og er flyttet fra Sverige til Norge, det gamle hjemland, som han nu tænker tilbage på opvæksten i.
En farlig leg
Livet var ikke altid lutter lykke i teenageårene, men dog langt mere gennemsnitligt end nabodrengen Lars'. Han kom nemlig til at skyde sin bror, da de legede i huset, og et ladt jagtgevær var impliceret. Nu mødes Trond og Lars som voksne.
Velovervejet koreografi
"Ut og stjæle hester" baserer sig på Per Pettersons roman og serverer sine tilbageblik i en velovervejet koreografi, der først og fremmest lykkes, fordi det meste af handlingen udspiller sig udendørs i den smukke norske natur. Hermed slipper vi for alt for mange "tilfældigt placerede" datids-objekter i vindueskarme og skødesløst udstrøet halm på gårdspladser m.m.
Interessant teenageperspektiv
Jon Ranes er reelt den centrale hovedrolleindehaver, idet tilbageblikkene fylder langt mere end nutiden, hvor det er Stellan Skarsgård, der spiller Trond. Og det er den rigtige dosering, for teenageperspektivet er også det klart mest interessante i historien.
Stærk visuel identitet
Danske Rasmus Videbæk modtog fortjent en pris i Berlin for sin smukke fotografering, hvori indfangelsen af den norske natur funkler. I det hele taget er filmens visuelle identitet stærk. Langt mere problematisk står det til med lydbilledet.
Alt for overstyret
Her er lyddesignet alt for overstyret. Mange af naturens egne lyde, såvel som de menneskeskabte, er skruet op til langt over max. Dette sikkert for at booste en stemning eller fremhæve et vejrlig. Men effekten er mere ødelæggende, og autenticiteten ryger til fordel for et mere eventyr- og fantasilystens lydudtryk, hvor blæsevejr fx tones voldsomt op, mens de sneklædte grantræer til gengæld står musestille i baggrunden.
Ikke ret meget overladt til fantasien
Den prisvindende musik af ligeledes danske Kaspar Kaae er ekstremt overanvendt og styrer stemninger i enhver retning af spektret gennem hele handlingen. Hermed går meget af både natur- og menneskedramatikken fløjten, i og med at ikke ret meget er tilladt overladt til fantasien.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2019, Norge, Drama, Teenagere, Børn på film, Bjerge på film, 123 min.
Dansk titel: Ud og stjæle heste- Stellan Skarsgård (Trond)
- Jon Ranes (Trond, 15 år)
- Bjørn Floberg (Lars)
- Tobias Santelmann (Tronds far)
- Danica Curcic (Jons mor)
- Pål Sverre Hagen (Jons far)
- Gard B. Eidsvold (Franz)
- Anders Baasmo Christiansen (Olav)
- Thorbjørn Harr (Mand)
- Jon Øigarden (Mand)
- Sjur Vatne Brean (Jon, 17 år)
- Marie Blokhus (Kvinde)
- Jan Gunnar Røise (Præst)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- BERLIN - Silver Berlin Bear (fotografering)
- BERLIN-N - Golden Berin Bear-nominering