The Night of the Generals (1967)

Man kan næsten kalde fremstillingen af dekadence og glamour under nazismen for en særlig subgenre på film, og hér er endelig et resultat, det er værd at skrive hjem om: Anatole Litvaks "The Night of the Generals" har alt det, som bl.a. Luchino Visconti De lange knives nat (1969) eller Bob Fosses Cabaret (1972) ikke kommer i nærheden af – nemlig ro og fordybelse i en iscenesættelse, der former både indlevelse og stof til eftertanke.

Efterforskning i egne rækker

Omar Sharif er den ihærdige major Grau, der midt under nazisternes besættelse af Polen indleder en efterforskning i egne rækker. For ham er de mange skrivebordsmord og tab på slagmarkerne mindre interessante. Han fokuserer udelukkende på dét konkrete mord, der har fundet sted på en prostitueret, og hvor et vidne gennem et hul i en dør har set kendetegnene på en nazi-generals bukser.

Glatte som ål

Men sådan nogle generaler er bare glatte som ål, så det gælder om at bide sig fast – også selvom opklaringsarbejdet risikerer at brede sig over mange år. I første omgang er der er stribe generaler under mistanke, men efterhånden indskrænker feltet sig, i takt med at flere og flere brikker begynder at falde på plads.

Utilregneligt vanvid

Hvor Lawrence of Arabia (1962) var Peter O'Tooles glansrolle, så er rollen som general Tanz hans bedste. Hér excellerer han i utilregneligt vanvid gennem et fuldstændig udtryksløst ansigt, der dog afslører den bagvedliggende utilregnelighed, hver gang han bliver den mindste smule stresset. Tag bare de to scener, hvor hans blik møder Van Goghs selvportræt i Hermann Görings hemmelige malerilager.

Absurde krav til hverdagspræcision

Som Tanz' nye assistent, korporal Hartmann, brillerer en ung Tom Courtenay. Han er i dén grad ulysten til at omgås Tanz og hans mange absurde krav til hverdagspræcision, men har ikke noget valg. Listen med blændende skuespillerpræstationer er i det hele taget lang, og det er kun ganske få biroller, der drukner lidt i det høje ambitionsniveau, blandt andre Christopher Plummer som Rommel.

Emmer af autenticitet

Produktionsdesignet og scenografien emmer af autenticitet (størstedelen er filmet on location i Polen og Paris), og filmen brænder varigt igennem med sine 60'er-pangfarver som understøttelse til det herskende dekadente. Musikken af Maurice Jarre er gudskelov ofte helt nedtonet.