Pups (1999)
13-årige Stevie finder en pistol i sin mors skuffe. Sammen med sin 12-årige kæreste beslutter han impulsivt at røve en bank, der snart er omringet af FBI-folk.
REBELSK OVERTÆNDING
I bedste Dog Day Afternoon (1975)-stil fortæller instruktør og manusforfatter Ash Baron-Cohen (og ja, han er fætter til komikeren Sacha Baron Cohen) hér en bankrøvere-strandet-i-banken-omgivet-af-FBI-mænd-krimi. Og det er sagt uden sammenligning i øvrigt. For "Pups" tager temaet ved hornene og twister det i retning af pubertært hormonelt kaos, idet bankrøveriet begås af 13-årige Stevie med den skingre stemme og den store gun.
En pludselig indskydelse
Pistolen har han fundet i morens natbordsskuffe, og da han slentrer gennem byen med sin 12-årige kæreste Rocky, beslutter han pludselig at røve den lokale bank. Tydeligt inspireret af alle mulige kriminalfilm giver han den gas med at få personalet og kunderne pacificeret. Snart er banken omringet af FBI-agenter, og Burt Reynolds' indsatsleder Daniel Bender tager telefonisk kontakt til karrierens velsagtens yngste bankrøver. Imens ser Rocky passivt til.
Det hele vendt på hovedet
"Pups" fungerer letløbende i sin simple formel, hvor en enkelt location udgør spændingsfeltet. Og ved at vride og vende det hele lidt på hovedet og lade en forskruet teenager agere bankrøver, opstår der nye blik på en ellers fortærsket kriminal-subgenre. Stevie har overhovedet ikke noget overblik over sine egne handlinger, og den rebelske overtænding er hele tiden tæt på at futte det hele af i det fortættede banklokale.
En nyfortolkning
Ikke nogen eklatant original vinkel på temaet, men dog en nyfortolkning, der giver anledning til nogen eftertanke – især blandt amerikanerne med deres mange guns frit tilgængeligt. Cameron Van Hoy præsterer tændt og tilsvarende troværdigt i sin debutrolle som Stevie, ligesom Mischa Barton er herligt upåvirket af situationen... i sit naive 12-årige blik på det hele.
Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1999, USA, Krimi, Drama, Action, Børn på film, Teenagere, 99 min.
Dansk titel: Pups- Cameron Van Hoy (Stevie)
- Mischa Barton (Rocky)
- Burt Reynolds (Daniel Bender)
- David Alan Graf (Bank Manager)
- Matt Roth (Bank Worker)
- David Kallaway (FBI Agent)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation