Madigan (1968)

Ligesom han fik det absolut bedste frem i San Francisco med Dirty Harry (1971), lykkes det her at vække New York til live, så storbyens puls i dén grad brænder igennem: Instruktør Don Siegels evne til – sammen med sin dygtige fotograf – at æstetisere amerikanske storbyer fornægter sig ikke. I "Madigan" har to betjente i New Yorks Spanish Harlem-kvarter 72 timer til at fange en eftersøgt morder. Men det er lettere sagt end gjort.

Velkendt letløbende

Siegels fortællestil er velkendt letløbende, og filmatiseringen af Richard Doughertys roman er præget af en underfundig humor og timing, der gør sig gældende ud i mindste led af produktionen. Skuespillerne stortrives, særligt er Henry Fonda i sit es som den sammenbidte overordnede, Commissioner Russell.

Ild i øjnene

Politimakkerparret i front har også elegante sekvenser, som de turer New York tynd i jagten på morderen, men Richard Widmark og Harry Guardinos karakterer flader alligevel lidt for meget ud i helheden. James Whitmore vågner til gengæld op til dåd og får ild i øjnene i scenerne med Henry Fonda. Don Costas nærved uophørlige jazz-underlægning er tæt på helt at kvæle alle de gode takter, for den er så dominerende, at den reelt kvæler enhver fri tanke. 

Genbrug af karakterskuespillere

Don Siegel var glad for at bruge mange af sine karakterskuespillere igen og igen i små roller, og det fornægter sig heller ikke i "Madigan". Filmen blev fem år senere til en tv-serie, hvor det lykkedes producenterne at overtale Richard Widmark til en ny runde i titelrollen, men serien blev lagt ned efter en enkelt sæson.