The Greasy Strangler (2016)

Politisk ukorrekt humor par excellence: "The Greasy Strangler" tager tyren og vanviddet ved hornene, så det står til alle sider med smagløshed, krænkelser, nedværdigelser, pruttende røvhuller up front – og betændelse i et far/søn-forhold uden sidestykke.

Så meget fedt som muligt

Ronnie er far til den yderst voksne Brayden, og farmand kræver greasy mad til alle måltider... Det vil sige med så meget fedt som overhovedet muligt, helst skal fedten hældes direkte ud over det hele.

Dikkedik på skibsbriksen

Da de møder den sexede og velvillige Janet, vækkes et begær i dem begge. Først er det Brayden, der dikkedikker lidt efter bedste evne, men det er gamle farmand, der med sin enorme gynter og års erfaring på en skibsbriks trækker det lange strå, til stor frustration hos Brayden.

Farvestrålende tøj

De to herrer er i øvrigt altid yderst farvestrålende klædt – farmand Ronnie har en lilla glamourdragt, der er gennemsigtig, der hvor dilleren hygger sig uden underdrenge og med giga busk. (I øvrigt er dillere og tissekoner meget tydeligt – og som komiske højdepunkter – kiksede attrapper.)

En seriemorder er løs

En seriemorder kendt som The Greasy Strangler er samtidig løs, og mon ikke der hér er en (fedt)sammenhæng, som vi da også tidligt sættes ind i. I øvrigt igen i en bundløs opfindsomhed – seriemorderens faste tur gennem bilvasken iregnet.

Skeler aldrig til politisk korrekthed

Med bevidst over/underspil i både stil, spil og udtryk indtager "The Greasy Strangler" en podieplads blandt alle tiders mest skønt uforudsigelige, genrekonglomeriske komedier. Og fordi filmen aldrig vender sig om eller skeler den mindste smule til, hvad der er politisk korrekt, har den en vindende personlighed.