Delirious (1991)

Uden John Candy til at levendegøre denne platsmarte komedie, ville "Delirious" ganske givet have været helt håbløs. Men nu er der da trods alt lidt "gods" over begivenhederne, da Candys manuskriptforfatter Jack Gable efter et lille uheld havner inde i handlingen i den sæbeopera, han selv har skevet.

Gode råd er dyre

Nu er gode råd dyre. For hvordan kommer han ud igen? Kort og godt noget værre gyllebæ... lige indtil Jack erfarer, at han da bare kan skrive handlingen om på sin skrivemaskine, og så sker tingene næsten med det samme. Og den mulighed åbner jo mange døre!

Selv den skønneste ønskedrøm

Fantastien får vinger, og eventyret om at man kan styre alt og alle omkring sig til egen fordel har de fleste mennesker nok drømt sig ind i en enkelt gang eller to. Det er da også derfor, Jack slikker sig om munden, da han øjner sine chancer. Men selv den skønneste ønskedrøm har en ende, og det bliver da også hen ad vejen alt for uoverstigeligt at være "gud" i eget show.

Kæk og uden ambitioner

Stilen er kæk, men uden nogen former for dybere kunstneriske ambitioner – hvilket absolut heller ikke var forventet. Ganske vist er sæbeoperaens parallelunivers ganske farverigt genskabt, og det er morsomt, som skuespillerne spiller skuespil på mere end ét niveau, da de jo skal spille, at de spiller så at sige – og ofte bevidst sæbeopera-ringe med overdreven melodramatik.

Masser af helt forventelig komik

Masser af musik og masser af helt forventelig komik, som Candy kan spille op ad. Desværre ingen optræk til fornyelse eller idérigdom, hvorfor "Delirious" i dag da også i nogen grad er gået i glemmebogenn.