I, Monster (1971)

    London, 1906. Psykologen Charles Marlowe tester et nyt stof på mennesker, herunder sig selv. Men virkningen er grufuld.


    ELEGANT JEKYLL/HYDE-FORTOLKNING

    I 1906 er London-psykologen og videnskabsmanden Charles Marlowe svært fascineret af Freuds teorier. Men han har også et andet middel i baghånden, når han skal hjælpe sine patienter – et stof, han selv har udviklet i laoratoriet.

     

    Rødbedefarvet fluidum

    Det kan næsten kun gå galt, når han starter med at injicere det rødbedefarvede fluidum, men det er først, da han sprøjter det i egne årer, at stoffets sande virkning kommer frem: Marlowe ændrer fuldstændig personlighed – og udseende – og er ude af stand til at styre sine ondskabsfulde og morderiske tilbøjeligheder.

     

    Fascinationskraften er sikret

    Med Christopher Lee i dobbelthovedrollen som Jekyll og Hyde, hér alias Marlowe og Blake, er fascinationskraften sikret. Lee lever sig ind i ekstremiteterne med en teatralsk præcision, der dog aldrig bliver manieret.

     

    Stor udstråling

    En anden stor udstråling i filmen er produktionsdesignet og scenografien, der nok er skåret primært i studieoptagelser, men som emmer af historisk raffinement i de gustne, mørklagte og snuskede lokaliteter, som Marlowes Blake færdes rundt i – med et blodspor efter sig.

     

    Charmerende

    De "visuelle effekter" emmer som forventet af det primitive, men ikke desto mindre fremstår de charmerende. Blandt birollerne er Peter Cushing en god støtte til Lee. Til gengæld er der skruet lige tanden for meget op under Carl Davis' skingre underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1971, Storbritannien, Thriller, Gyser, Seriemordere, 75 min.

    Dansk titel: Jeg, et uhyre
    Instr: Stephen Weeks Prod: Max Rosenberg, Milton Subotsky Manus: Milton Subotsky Baseret på: roman af Robert Louis Stevenson Foto: Moray Grant Klip: Peter Tanner Mus: Carl Davis
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation