Crows Are White (2022)

Instruktør Ahsen Nadeem forsøger her i sin dokumentar-instruktørdebut at sætte fut i et seriøst kultursammenstød, med religionen som krumtap. Han rejser som muslim til et buddhistisk kloster på Mount Hiei uden for Kyoto for at skabe en film om munkenes religiøse hengivenhed og strenge selvdisciplin.

En krænkende muslim?

Kan Nadeem komme tæt på de fromme munke uden at krænke sine (og forældrenes) syn på, hvad der skaber en god muslim? I hvert fald blæses han bagover, da han møder den unge munk, Ryushin, der har appetit på både is… og heavy metal!

Udtalt popsmart

Fortællestilen lever livet let og ejer en udvidet lyst til at forme komiske situationer ud af det helt særlige set up. Det kunne have fungeret ret så forfriskende, hvis ikke Nadeems tilgang havde været så udtalt popsmart i egen voice-over og i lydbilledet, der er præget af en helt igennem frygtelig musikunderlægning.

Krukkerierne tager overhånd

Det er svært at blive venner med hele ideen, når krukkerierne tager overhånd, og i denne helhed blegner virkelighedens ret så fascinerende wauw-historier om tilsyneladende utrættelige munke.

Myte eller sandhed?

Særligt myten – eller er det en sandhed – om, at munkene hver nat vandrer en maraton gennem bjergene for at opnå religiøs overstatus, vækker opsigt. Men desværre drukner denne afdækning i helheden, hvor det med fordel kunne have været dokumentarens primære fortælling.

Ikke inciterende

Selvom grundigheden er udtalt, i og med at ”Crows Are White” er optaget over fem år, preller munkerejsen desværre af på overfladen, og hverken den buddhistiske eller muslimske dagsorden forekommer særligt inciterende.