Huesera (2022)

    En vordende mor ser spøgelser alle vegne. De bryder ind i hendes hus og brækker alle hendes lemmer. Men er hun skør eller besat af en ond ånd?


    BLODIG BODY HORROR

    Den såkaldte body horror vedbliver at fascinere, og når det kommer til graviditets-, spædbørns- og moderrolle-gysere, kender vi efterhånden denne subgenre godt fra så forskellige film som Rosemary's Baby (1968), Alien (1979), Daisy Diamond (2007).

     

    Bøvl med den kuglerunde mave

    I “Huesera” er det den unge og vordende mor, Valeria, der har bøvl med sin kuglerunde mave — eller rettere sagt: Problemerne opstår i hovedet på hende, mens hun venter sig. Til stor frustration fra hendes mand Raúl og den øvrige familie. For Valeria ser i dén grad spøgelser, der konkret bryder ind i hendes hjem og brækker hendes lemmer, så det knaser. Er dette det rene vanvid, eller er Valeria faktisk besat af den onde, mexicanske ånd, “La Huesera”?

     

    Ikke for sarte sjæle

    Således kommer det næppe som en overraskelse, at gravide kvinder eller nybagte mødre bør holde sig langt væk fra Michelle Garza Cerveras stort opslåede og fantasi-omspundne kvindedramatik. Det er ikke for sarte sjæle, når de kropsliggjorte dæmoner vrider og vender sig med knoglebræk i surround sound. Virkningsfuldt, men også temmelig rodet fortalt.

     

    Svære betingelser

    For balancen i Michelle Garza Cerveras egen fortælling har svære betingelser: Det ene øjeblik vanvid, der næste fred og fordragelighed og meget let berørte sidetemaer som en kompliceret, uforløst homoseksualitet. Der files for meget på koblingen, og filmmaskineriet hviner ind imellem skingert. Hvilket også kommer til udtryk i det svulstige lydbillede, hvor gysermusik- og effekter forstærkes til det vulgære. Selvsagt for at understrege og “kropsliggøre” vanviddet, men effekten er modsat, og troværdigheden bølger.

     

    Den pure sandhed?

    “Huesera” er teknisk meget overbevisende i vekselvirkningerne mellem fantasi, dæmoni og virkelighed… hvis det hele da ikke er den pure sandhed? Natalia Solián brillerer i den s(v)ært sammensatte hovedrolle, hvor grænserne i dén grad flyder — og det er ikke nogen nem opgave at gestalte.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2022, Peru, Drama, Gyser, Børn på film, 93 min.

    Dansk titel: Huesera
    Instr: Michelle Garza Cervera Prod: Edher Campos, Paulina I. Villavicencio Manus: Michelle Garza Cervera, Abia Castillo Foto: Nur Rubio Sherwell Klip: Adriana Martínez
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation