Plus que jamais (2022)

Da franske Hélène får stillet en potentielt dødbringende lungediagnose, beslutter hun sig for at trodse mandens og sygehusvæsnets råd. I stedet lader hun sig inspirere af en blogger fra billedskønne Sunnmøre i Norge. Han har selv en alvorlig sygdom og byder hende velkommen, da hun beslutter at tage den lange rejse alene fra Frankrig.

Meget stort tema

Med sit meget store liv/død-tema er denne filmoplevelse langt fra en, alle kan holde ud at se. Der bliver så at sige taget livtag med døden, eller rettere med dén smule liv, kærlighed, skønhed og omfavnelse, der måtte være tilbage i den – muligvis korte – tid, Hélène har tilbage.

Omvæltende, men også smukt

Det er ikke alene omvæltende, men også smukt: At henlægge den (in)aktive dødshjælp (Hélène vælger at hjælpe sig selv til at dø på den for hende fredeligste og mest naturskønne måde) til bjergtagende Norge fungerer efter hensigten: Stof til eftertanke på en evighedens sneklædte baggrund.

Meget overbevisende

Vicky Kreps præsterer meget overbevisende i den svære hovedrolle, der kræver dyb indlevelse i livets allerstørste temaer, og hun får nødvendigt stærkt modspil fra Gaspard Ulliel (der tragisk nok døde senere samme år, hvorfor denne blev hans sidste rolle) og norske Bjørn Floberg som den mystiske blogger, Bent, der åbner sine norske døre.

Så uendelig meget på spil

Der er så uendelig meget på spil i "Plus que jamais", måske mere, end instruktør og manuskriptforfatter Emily Atef egentlig kan favne. I hvert fald træffes nogle lidt mærkeligt abrupte valg i handlingen, ligesom slutsekvensens frygtelige melo-popsang decideret undergraver al troværdighed og potentielle tåretril i en ellers fabelagtigt stærk slutning.