Prime Cut (1972)

Her kommer der kød på disken, så væskerne sprøjter! Og det gælder både ko- og kvindekød – for Gene Hackmans slagtehusejer, "Mary Ann" (angiveligt skulle der være et homoseksuelt twist i plottet, som dog er svært at se i dag) skyr absolut ingen midler, når pengene skal tjenes. Hverken dyre- eller kvindevelfærd! Og det er disse bizarre "virksomhedsmetoder", som Lee Marvins efterforsker, Nick Devlin, nu skal forsøge at standse.

Ikke appetitvækkende

"Prime Cut" fik på dansk den middagsklare titel "Hakkedrenge", men der er ikke meget appetitvækkende over de metoder, "Mary Ann" anvender. Men med den samvittighedsløse tilgang følger også en åleglat facon, som meget let kan gøre, at slagtehusejeren og hans (indavlede?) håndlangere kan slippe af sted med det hele.

Fandenivoldsk, tempofyldt, kompakt

Med sin fandenivoldske, tempofyldte og kompakte stil er der lagt op til meget delte holdninger blandt publikum. Ingen fingre lægges imellem, hvilket allerede mærkes i det befriende uortodokse anslag – her føres køer mod slagtningen, mens de "lytter" til musik i udspændte højttalere. Flere nævnte i samtiden netop dette anslag som årsag til, at de blev vegetarer.

Tipper noget mod afgrunden

Senere går der lige tanden for meget ekstremitet i det hele, og filmen tipper noget mod afgrunden. Men se "Prime Cut" for dens kompromisløse syn på kød i mere end én forstand – og fordi instruktør Michael Ritchie faktisk lykkes rigtig pænt med at stykke sin lille thriller sammen, uden alt for meget udenomspjank, bl.a. er musikken nedtonet og fotograferingen lækkert 70'er-sprød.