La prochaine fois je viserai le coeur (2014)

Det er ikke at spoile at nævne, at filmens politimandshovedperson også er "ham kvinde-seriemorderen". Det erfarer vi som tilskuere meget tidligt i dette biografiske kriminaldrama, der er inspireret af virkelige hændelser i Oise-regionen, Frankrig i 1978-1979.

Mærkværdigt sammensat personlighed

Her har den vellidte politimand, Franck Neuhart, en mærkværdigt sammensat personlighed, som han i vid udstrækning holder skjult for sine kolleger. Og det er sin sag, for den ene dag slår Franck unge kvinder ihejl, den næste er han med til at lede efter morderen. Hvor længe kan han holde dobbeltspillet kørende?

Justeringer på mordmetoden

Den lange titel "La prochaine fois je viserai le coeur" hentyder til, at Franck er ved at justere lidt på den metode, han slår ihjel med. Måske er han begyndt at kede sig lidt ved "bare" at skyde sine unge kvindeofre lidt hist og her. Hvorom alting er, udgør selve ugerningerne meget fine og medrivende mørke-stemninger i en filmoplevelse, der ellers er lidt for selvforklarende.

Kvalmt forstærkende musikunderlægning

Flere ind- og udviklinger kunne med fordel være overladt meget mere til tilskueren selv. Og denne tendens er kvalmt forstærket af en ekstrem musikunderlægning (der dog i vid udstrækning er ambitiøst komponeret af Grégoire Hetzel.)

Nydeligt, men ikke prangende

Tidsbilledet af Oise-regionen sidst i 1970'erne er ikke perfekt, men holder pænt i mål. Det samme kan man sige om skuespillet – nydeligt, men savner den sidste opbakning fra iscenesættelsen og manuskriptet til at byde op til stjernepræstationer.