Control (2004)

Tim Hunter gik ret tidligt i karrieren all in på at instruere episoder af tv-serier, og det har han gjort – med meget få filmundtagelser – med stor succes frem til i dag. "Control" er en af de sjældne spillefilm, og den byder om ikke andet på en rigtig fin hovedrollepræstation af Ray Liotta, men ejer også nogle fine stemninger og et inciterende plot.

Dømt til døden, død... men!

Liottas Lee Ray Oliver ligger i filmens anslag fastspændt på dødsdoms-briksen. Hans sidste ord til de fremmødte er fuck you... fuck you all, og så er der ellers dømt godnat! Og dog... I den næste scene vågner Lee op til dåd og kigger direkte ind i Willem Dafoes Professor Copeland-ansigt.

To valgmuligheder

Lee har nu to valgmuligheder: Han kan vælge at få den rigtige dødelige sprøje her og nu, eller han kan sige ja til at indgå i et pilleforsøg (resten af livet, vel at mærke), der med lidt held skal gøre ham i stand til at føle empati og måske tilmed tænke tilbage på alle de mord, han har begået – med anger...

Bundløst had kan vækkes

Men ikke alt går efter planen, og det er ret hurtigt svært at vide, om Lee rent faktisk er blevet "et bedre menneske", eller om han bare spiller et pragteksemplar for ved først givne lejlighed at eksplodere i sit gamle bundløse had.

Udtalt støjende fortællestil

Med sin udtalt støjende fortællestil (kameraet er ofte på sitrende overarbejde, flankeret af et hektisk lyddesign og en anmassende underlægningsmusik) er "Control" ofte tanden for meget af det gode. Men filmen vinder alligevel meget på sin velstrukturede og interessevækkende historie, der tilmed fordrer en af Ray Liottas mere nuancerede præstationer.

Altid duelige Dafoe

Spillet er i det hele taget pænt, og Liotta får nydeligt modspil af altid duelige Willem Dafoe. Til gengæld er Stephen Rea en komisk skygge af sig selv i en røvsyg birolle – med kedeligt pokerfjæs og konstant iført et alt for stort beige jakkesæt.