Kreuzweg (2014)

Der er lagt i kakkelovnen til nedadhængende mundvige i mødet med denne udtalt sorte coming of age-historie, der bestemt ikke sparer på brændet i sin beskrivelse af 14-årige Marias deroute. "Kreuzweg" er ikke en film for enhver smag, men den leverer sin maddike-betændte religions-klamhed med en jerngreb af en anden verden.

Streng og nådesløs

Maria vokser op i en kernefamilie stærkt præget af den katolske tro. Særligt moren er streng og nådesløs. Intet undgår hendes blik og sjette sans, og det er således fuldstændig umuligt for teenageren at lukke hverdagens solstråler ind i sit liv.

Ingen urene tanker

Hun må ikke gå udfordrende klædt, hun må ikke tænke urene tanker, hun må ikke lytte til beatmusik skabt af djævelen til at lede ind i fristelse. Kort sagt, der er ingen anden vej end den religiøse, og det stiger efterhånden Maria så meget til hovedet, at hun kun har et ønske: At vende hjem til Jesus.

Religiøs klaustrofobi

Med sine 14 faste indstillinger (kameraet bevæger sig kun få gange), der udgør hver sit kapitel med indledende bibelsk tekst, er "Kreuzweg" i meget høj grad selvforstærkende i sin religiøse klaustrofobi. Det kræver tålmodighed og nysgerrighed at stå model til de primært ætsende ækle oplevelser, når kameraet ikke engang "slår blikket ned", men tvært imod borer ubønhørligt ind i den sagesløse teenagers frie fald.

Ingen udglatning

Ingen musik, ingen krumspring, ingen udglatning. Filmoplevelsen er ren som en ubesudlet, rettroende katolikpige. Kan man stå model til den stringente stil og de ætsende tableau-sekvenser, venter der knap to timers uafrystelig, smertelig og tankevækkende filmkunst.

Indlevelsen er total

Indlevelsen er total blandt skuespillerne. Lea van Acken krænger på det nærmeste sin sjæl ud i hovedrollen som Maria, ligesom Franziska Weisz er uhyggeligt ondskabsfuld-hjernevasket som moren. I mindre biroller tilfører Ramin Yazdani og Hanns Zischler farve som hhv. læge og bedemand.