Hondo (1953)

    En militærmand opdager ved et tilfælde, at en enlig mor og hendes søn bor isoleret midt i Apache-indianerterritorie. Han bliver deres beskytter.


    DET VILDE VESTEN STILISERET

    Her er John Wayne for alvor i sit rette element i en western, der har roen til at forme flere nuancer og identifikation. Som militærmanden Hondo Lane er han dén maskuline brik, der mangler i enkefru Lowe og hendes søns liv. Sød musik opstår – men absolut ikke uden farer i en tid, hvor Apache-indianerne er på krigsstien.

     

    Idyllen, der brydes

    Enkefru Lowe har netop et idyllisk landsted midt i Apache-territoriet, og hun tror naivt, at hun og sønnen er på god fod med indianerne. Det er nu Hondos opgave at passe på mor og søn, samtidig med at hans militære pligter kalder ham op i bjergene og ud i bushen.

     

    Markante 50'er-farver

    De smukke landskaber er blændende udnyttet i den markante og lidt 50'er-insisterende WarnerColor-fotografering. Og den selvfølgelige udkantsromance er fortalt med en ret troværdig sødme, selvom glansbillede-truslen hele tiden lurer lige under overfladen.

     

    Nogenlunde balanceret

    Geraldine Page blev Oscar-nomineret for sin birollepræstation som Angie Lowe, ligesom manuskriptet blev indstillet til en statuette. John Wayne er pænt afdæmpet i en nogenlunde balanceret præstation med lidt flere facetter end gennemsnittet, og underlægningsmusikken klinger ofte med sit genkendelige tema.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1953, Drama, Western, Romantik, Børn på film, Bjerge på film, 83 min.

    Dansk titel: Man kaldte ham 'Hondo'
    Instr: John Farrow Prod: Robert Fellows Manus: James Edward Grant Foto: Robert Burks, Archie Stout Klip: Ralph Dawson Mus: Hugo Friedhofer, Emil Newman
    Priser
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Page)
    • AAN - Bedste manuskript