Unsere Mütter, unsere Väter (2013)

Ud fra devisen, at melodrama fremmer forståelsen, serveres her en miniserie af historisk korrekte, men lovligt sovsede krigstraumer.

2. verdenskrig raser. En lille flok tyskere - den ene jøde - er gode venner og har indgået en art venskabspagt for livet. Men så kommer krigen, og vennerne spredes for alle vinde.

En umulig kamp
De "racerene" af mændene havner i umulig kamp mod russerne, en af kvinderne bliver Florence Nightinggale på et tilstødende lazaret, mens en anden bliver sangfugl for en højtstående nazist med mulighed for karriere udi skønsang og dårlig smag.
 

Krigen ændrer alt

Kort sagt, krigen ændrer alt, og venskab, kærlighed og fjendskab kan aldrig blive det samme igen; hvis da ikke døden er indtruffet, inden videre udvikling overhovedet kan komme på tale.

Svulstig stil
Serien er meget svulstig i sin stil og sætter ikke nationaltraumets lys under en skæppe: De forskellige sider af nazismen skildres i heftige kamerature og med rigelig underlægningsmusik med strygergruppen på overarbejde. Når det er sagt, former serien et pænt troværdigt bånd mellem den lille gruppe venner på kryds og tværs af umulige kampe, i reel og overført betydning.

Klichéerne stortrives
Klichéerne stortrives og bliver i længden lovligt anmassende: Jøderne er meget jødiske, topnazisterne er meget topnazistiske og eksperter udi kunsten at være dumme svin. Kvinderne er meget kvindelige, hvis de da ikke, som den meget gebrokkent tysktalende polske pige på flugt, er klædt i herretøj – en anden kliché.

Nazismens for- og bagsider
Overordnet betragtet et udmærket tids- og krigsbillede, der vinder på en række fine skuespillerpræstationer og en malerisk gengivelse af nazismens oplevet fra flere sider.