Dracula (1958)

Det er ikke vanskeligt at se, hvor Roman Polanski bl.a. har hentet inspiration til sin mesterlige vampyrkomedie Dance of the Vampires (1967). I mødet med Terence Fishers Hammer-producerede gyser "Dracula" fra 1958 ses en del af koblingen, og det er forståeligt, at enhver instruktør med lyst til at prøve kræfter med genren må blive svært opstemt af 82 minutter i selskab med Fishers version af Dracula og hans "venner".

En sød tand for blod

Historien kender vi fra Bram Stokers romanklassiker, men her kort genopfrisket: Grev Dracula er vampyr og her hermed en ydersyt sød tand for blod. Det får gæsterne på hans hemmelighedsfulde slot at føle. Det er nu op til den efterhånden vampyr-specialiserde Dr. Van Helsing at gør en ende på greven med en træpæl gennem hjertet, samtidig med at han i dén grad skal sørge for at passe på egen helse.

Effektiv krybende uhygge

Noget af det magiske ved denne fortolkning af klassikeren er, at selvom der er tale om 100 % studieoptagelse, forekommer dramaet aldrig stift, teatralsk eller uvarieret. Det bunder især i, at uhyggen er så effektivt krybende i den flotte scenografi, men også i, at det er lykkedes at genskabe et blændende troværdigt og elegant tidsbillede ned i mindste detalje.

Æggende lyddesign

Således står "Dracula" anno 1958 knivskarpt og tilmed velspillet. Eneste ærgrelse er James Bernards alt for flittigt brugte underlægningsmusik. Men når den en sjælden gang tier stille, træder et æggende lyddesign i stedet – det havde været en markant styrkelse, hvis dette havde været normen.