Hotell (2013)

Fatalt uvedkommende og uhørt rodet forsøg på at tilføre en depressiv glidebane lalleglæde og ultimativ hotelanarkisme. Efter at have født et handicappet barn tager den fødselsdeprimerede Erika spontant med sin terapigruppe på forskellige tilfældige hoteller.

At komme hinanden ved
Målet er at glemme sig selv og sorgerne, at være en anden end sig selv for en stund, og at komme hinanden ved i ligesindet ængstelige anlæg. Selvom de hjemlige depressioner ikke lige er glemt sådan over a hotel night, hjælper de friske omgivelser alligevel svært på humøret for både Erika og hendes lille brogede slæng.

Psykosomatisk kollektivisme
Indtil i sidste ende, hvor Erika er nødt til at tage ansvar og bryde ud af sin egen selvblæste boble af midlertidig psykosomatisk kollektivisme. "Hotell" havde måske fungeret som en 10-15 minutter lang kortfilm, hvor den pinlige alvor og den alvorlige pinlighed ikke havde kunnet nå at brede sig fra dråben til tsunamien.

I eksil fra sit normale jeg
Efter en lovende start, hvor mulighederne synes at være til stede for en højspændt psykologisk dramatik, former filmens virkelige jeg sig over et falsk tema con varizione over "det skal jeg gøre, mens jeg er i omverdens-usynlig eksil fra mit normale jeg".
 

Et sandt orgie

Erika og hendes venner giver sig selv lov til at skeje ud ved blandt andet at dele alt indhold fra et par minibarer i et sandt orgie. Eller ved at lyve sig til at være vigtige karrierefolk med base i USA.

Vreden ventileres
Og efterhånden som Erika får ventileret al sin vrede gennem sin determinerede hotelanarkisme, kan det være, at hun bliver så god og normal igen, at hun kan træde tilbage i det virkelige liv.

Hverken fugl eller fisk
Hverken drama eller komedie, hverken alvorlig eller sjov. Og fuldstændig uden den mindste brise af forførerisk charme. "Hotell" overrasker ved sin totale mangel på situationsfornemmelse.

Kejtede spring
Talrige kejtede spring mellem ligeligt fordelte uvedkommende udskejelser. Og endda eskalerende til det bogstavelig talt uudholdelige. Der er ingen formildende omstændigheder andet end pletvis passabelt skuespil i det famlende univers af identitetsløs psykosocialrealisme.