The Honeymoon Killers (1970)

Spektakulært og grænsesøgende giver denne krimi mange af sine genrekolleger baghjul. Udråbt af flere entusiaster som en af alle tiders bedste amerikanske kriminalfilm former "The Honeymoon Killers" sig yderst uortodokst og er som sådan en evig kilde til inspiration og overraskelse.

Svært ved at finde melodien

Den overvægtige og svært humørsyge sygeplejerske Martha Beck har svært ved at finde melodien i tilværelsen. Hun lader sig modvilligt overtale til at reflektere på en kontaktannonce, og snart er hun fyr og flamme i mødet med den varmblodede kvindebedårer Ray Fernandez.

Forholdet kommer med en pris

Men forholdet kommer med en pris. Ray ernærer sig nemlig som ægteskabsfusker: Han korresponderer med ugifte kvinder, lover dem guld og grønne skove, forfører dem, gifter sig med dem – og franarrer dem alt. Det er ikke en livsstil, Martha er vild med. Men hun går med til det, så længe hun deltager som "Rays søster" på de ufine dates. Efterhånden tager eskapaderne og hermed også jalousien overhånd, og Martha og Ray begynder at slå deres ofre ihjel. 

Grynet-grim æstetik

Med sin særlige grynet-grimme, sort/hvide æstetik ejer dette filmepos en helt egen fascinationskraft. Der er ikke glas og ramme om parrets ugerninger, til gengæld er der så meget iboende nerve og puls, at filmoplevelsen synes uudslukkeligt original.

Dybt raffineret spil

Spillet er dybt raffineret, særligt mellem Shirley Stoler og Tony Lo Bianco, men også i birollerne er der en vild og nuanceret udstråling: De kvindelige ofre er på hver deres måde svært naive, og det kommer nærmest sjæleruskende flot til udtryk hos Mary Jane Higby, Doris Robert og Marilyn Chris.

Ætsende

Bagved de ætsende begivenheder er der som regel stille. Her er intet smart lydbillede, og underlægningsmusikken er begrænset til en markant og diminutiv anvendelse af kendte Gustav Mahler-strofer.