A Nightmare on Elm Street 2: Freddy's Revenge (1985)

Sammenhængende film:

A Nightmare on Elm Street (1984)

A Nightmare on Elm Street 2: Freddy's Revenge (1985)

A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987)

A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988)

A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989)

Freddy's Dead: The Final Nightmare (1991)

Wes Craven's New Nightmare (1994)

Generelt en rigtig vellykket efterfølger til Wes Cravens ikoniske (barne)seriemorder-gyser fra året før: "A Nightmare on Elm Street 2" kommer ganske vist lidt trægt fra start, men begynder for alvor at overbevise, når gysene får rumklang. Og når først 2'eren har fået fat, er den faktisk yderst effektfuld og hårrejsende.

Fantasierne udleves

Teenageren Jesse Walsh og hans lille kernefamilie er uvidende flyttet ind i det hus på Elm Street, hvor barne-seriemorderen Freddy Krueger engang huserede. Og Krueger har det med at besætte et levende menneskeligt offer, så han kan udleve sine (afdøde) fantasier om at slå ihjel – og det kommer altså i dette tilfælde til at gå ud over sagesløse Jesse.

Mentalt martret

Jesse bliver forståeligt nok mentalt martret af Kruegers ånd og legeme, der således tager fuldpakke-bolig i teenageren. Det er først, da kærestepotentialet Lisa erfarer, at Krueger kun lever, når hans ofre er bange for ham, at der måske er håb forude for en art forløsning.

Decideret blændende

Mark Patton præsterer rent faktisk decideret blændende som Jesse. Det lykkes ham at formidle det psykiske kollaps, (der er forbundet med at blive besat af en afdød barneseriemorder), så det løber koldt ned ad ryggen. Også Kim Myers er god og naturlig: Hun er den relativt rolige base, der med lidt held kan hjælpe Jesse ud af kniben.

Det outrerede finder sit leje

I perioder er filmen decideret skinger og alt for langt ude, men det er, som om det outrerede finder sit leje efter et stykke tid. Blændende fotografering, troværdige effekter og fede valg af locations hjælper 2'eren rigtig flot på vej, og så er Christopher Youngs underlægningsmusik langt mindre anmassende end Charles Bernsteins var det i 1'eren.