Summer of '42 (1971)

Der er sødme, men også sødladen overload, i Robert Mulligans genretypiske coming of age-kærligheds- og identitetsdrama. 2. verdenskrig buldrer et sted meget langt væk, men det bekymrer ikke filmens teenager-trio. De tænker kun på damer, og for 15-årige Hermie bliver tanker pludselig til handling, da han møder skønheden Dorothy. 

Den smukke græsenke

Hun er i starten af 20'erne og er græsenke i det lille træhus, der ligger lige ud til havet. Manden er i krig, og Dorothy venter på nyt om hans skæbne. Hun ænser næppe dén betingelsesløse kærlighed (og tilsvarende begær), som Hermie udstråler, når han bliver udset til at hjælpe hende med lidt praktiske gøremål i huset. Men for Hermie er Dorothys blotte nærvær nok til at afføde de første seriøse skælv (i underlivet), også selvom berøringerne er tilfældige og alt andet end erotiske. Men derfor kan man jo godt blære sig over for vennerne Oscy og Benjie.

Sprøde locations

De sprøde sommerlocations ved havet ejer en smittende udstråling, bakket op af stemningernes iboende genkendelighed, når drengene går amok over de erotiske muligheder. Og i den legendariske fotograf Robert Surtees' linser får "Summer of '42" så meget liv, at følelser og minder næsten bliver til at tage ud og sætte i glas og rame. Michel Legrands Oscar-belønnede musik sætter med sit ørehængende tema trumf på stemningerne, men understreger hermed også det sødladne i historien. Skuespillet er pænt, men desværre uden bid.