Under Fire (1983)

    Tre amerikanske journalister fanges i en væbnet konflikt i Nicaragua, mens der er godt gang i flirteriet.


    KRADS I OVERFLADEN

    Eklatant uforløst storpolitisk trekantsdrama, der slår en meget stor bolledej op i Roger Spottiswoodes ambitiøse iscenesættelse. "Under Fire" fører os til en betændt krigs/borgerkrigszone i Nicaragua i 1979. Her er tre amerikanske journalister godt i gang med at dække de farlige begivenheder.

     

    Knaldforelsket i slagmarken

    Nick Noltes fotograf Russell Price er knaldforelsket i Joanna Cassidys Claire, der omvendt netop er ved at bakke ud af et forhold til Gene Hackmans Alex Grazier. Så der er fyret godt op under romantikken i den æggende projektilombruste, mellemamerikanske kulisse.

     

    Ingen identifikation

    128 minutter er pænt sagt lige i overkanten her. Og det skyldes især, at det er endog meget vanskeligt at identificere sig med både kærlighed, krig og kaos. Trods rigtig fint spil fra de tre primær-implicerede, glider "Under Fire" reelt af på overfladen.

     

    Troværdige krigszone-sekvenser

    En markant undtagelse er de troværdige krigszone-sekvenser, hvor Russell og co. kvabber rundt i ekstremt farlige frontlinjer for at få den bedste historie i tekst og billeder. Her er der endelig bid i både kameravinklinger og nervepirring.

     

    Mærkværdigt ukarakteristisk

    Jerry Goldsmiths mærkværdigt ukarakteristiske underlægningsmusik hører ingenlunde til blandt hans bedste. Dette til trods blev tonerne både Oscar- og Golden Globe-nominerede, måske på grund af det "sydamerikanske" tema med panfløjte. Panfløjte går nemlig altid "rent ind"!



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1983, USA, Krigsdrama, Drama, Krig, 128 min.

    Dansk titel: I skudlinien
    Instr: Roger Spottiswoode Prod: Jonathan T. Taplin Manus: Ron Shelton, Clayton Frohman Foto: John Alcott Klip: Mark Conte Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • GG-N - Bedste musik
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Hackman)