L' oeil du malin (1962)

Endnu inden Claude Chabrol helt havde manifesteret sig som en nybølge-markant instruktør, var hans film i nogen udstrækning præget af en leg med form og stil – en omgang med mediet, der havde sine kantede slagsider. Således måske især i trekantedramaet "L'oeil du malin" fra 1962.

Af ukendte årsager forbitret

Her møder vi den af ukendte årsager forbitrede unge, franske journalist André Mercier, der går under "kunstnernavnet" André Mercier. Han er på opgave i det sydlige Tyskland, men bliver hurtigt mere end noget andet optaget af et ægtepar, der bor idyllisk i en flot villa bag en elegant gammel havemur.

Beskidte kneb

André forelsker sig prompte i den tyske Andreas' franske kone, Hélène. Så meget, at han sætter sig for at udfordre parrets lykke med beskidte kneb. Planen er at forføre Hélène, mens Andreas er ude at rejse. Men selvom André er en erfaren charmør, skal det vise sig, at hans udspekulerede plan ikke går helt, som han havde forestillet sig.

Tynget udtalt i knæ

Betagende sommerstemninger opstår ud af Jean Rabiers fine sort/hvide fotografering, men hele filmoplevelsen er desværre tynget udtalt i knæ af journalistens mærkeligt ligegyldige, messende – og fortænkte – fortællerstemme, der velsagtens er sat i søen for at sætte ord på hans ufine forehavende i det sydtyske.

Musikken dikterer

Samtidig dikterer Pierre Jansens skingert eksperimenterende og dermed ekstremt larmende underlægningsmusik næsten alle stemninger. Reallyden er så godt som ikke-tilstedeværende, idet det meste er ujævnt eftersynkroniseret. Dette bliver bl.a. tydeligt, når vinden rusker i trækronerne, men vi kun hører dialog og lidt lydeffekt.