Postcards from the Edge (1990)

    En Hollywood-stjerne på stoffer tvinges til at flytte ind hos sin over-emsige mor, der selv er en feteret filmstjerne.


    BITTERSØDT STJERNESTØV

    Lad dig hverken narre af den fesne, tra-la-la-udseende plakat, den danske titel "Smil – vi er på" eller af de korte plots og taglines til denne film: "Postcards from the Edge" er en langt dybere og mere nuanceret film, end udseendet umiddelbart lægger op til.

     

    En chance mere

    En forrygende Meryl Streep indtager rollen som Hollywood-skuespilleren Suzanne Vale. Hun er afhængig af stoffer, hvilket selvsagt påvirker hendes pålidelighed på filmoptagelserne. Snart er hun i overhængende fare for at miste sit job, men hun får alligevel en chance mere... så længe hun har base hos sin mor (Shirley MacLaine).

     

    Kunstige øjenvipper

    Moren Doris er selv en feteret, alkoholiseret Hollywood-stjerne, der ikke viser sig offentligt uden den outrerede makeup, den hvide pels og – vigtigst af alt – de kunstige øjenvipper. Forholdet mellem mor og datter er pænt sagt anspændt, men måske kan fællestiden alligevel kaste noget godt af sig.

     

    Mageløs selvironi

    Skuespillerinden Carrie Fisher (1956-2016) skrev både romanforlæg og manuskript, baseret på egne erfaringer og oplevelser som påvirket i brachen. Og man mærker tydeligt den sprøde insider-viden, der bl.a. kommer til udtryk i mageløst selvironiske blik på filmbranche og -optagelser.

     

    Slet og ret mageløst

    Samspillet mellem Streep og MacLaine er slet og ret mageløst, særligt når der kradses lidt i overfladen, og paryk, makeup og parader ryger for en stund. I mindre roller funkler særligt Dennis Quaid som lystløgner-elskertype, Gene Hackman som utålmodig filminstruktør og Mary Wickes som bramfri bedstemor.

     

    Finurlige detaljer

    Bemærk de mange finurlige detaljer fra diverse filmsets. Det er funklende fundet på og er smittende idérigdom. Filmen er ca. 90 % fritaget for underlægningsmusik – et sublimt fravalg, der i meget høj grad styrker dramaets indre nerve og skuespillernes gennemslagskraft.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1990, Drama, Komedie, 101 min.

    Dansk titel: Smil – vi er på
    Instr: Mike Nichols Prod: John Calley, Mike Nichols Manus: Carrie Fisher Baseret på: roman af Carrie Fisher Foto: Michael Ballhaus Klip: Sam O'Steen Mus: Carly Simon
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Streep)
    • AAN - Bedste originale sang ( "I'm Checkin' Out")
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Streep)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (MacLaine)
    • GG-N - Bedste originale sang ( "I'm Checkin' Out")