Le chant du loup (2019)

Med et på alle måder (desværre) højaktuelt tema om nuklear risiko fra russisk side serverer denne franske ubåds-thriller sine 115 minutters spænding. Og det er – i glimt – både medvirkende og troværdigt.

Små lyddetaljer

Militær-lytteeksperten Chanteraide kan høre selv de mindste detaljer i det omkringliggende hav, når han er med ombord på den franske hærs ubåd. Men cheferne betvivler hans evner, efter at han næsten har kostet en ubåd via en forfejlet forudsigelse. Derfor skal Chanteraide nu bevise sit værd igen... og helst inden næste mission, der meget vel kan have verdensfreden som omdrejningspunkt.

Intensiteten varer ikke ved

"Le chant du loup" er bedst i de første tre kvarters tid. Her er der endnu en vis ro og fascinationskraft over det centrale – og lidt anderledes – militærlytte-eksperttema. Men det er desværre ikke en intensitet, der varer ved. "Stille og roligt" – det vil sige: Med pomp og pragt – tager et svulstigt, overstyret lyddesign og en evigt passivt-aggressiv underlægningsmusik af tomandandy nemlig over.

Lyden som rygrad

Og det er især et problem, fordi rygraden i historien centerer sig om lyd – og vel at mærke lyd, der kræver ultimativ omkringliggende stilhed at opfange. Hermed bliver lydbilledet så meget desto mere demonstrativt ætsende på filmoplevelsen. En række klichéer til lands (med bl.a. en kærlighed-ved-første-blik-forelskelse) falder tungt og utroværdigt i helheden.