Betoniyö (2013)

Visuelt uafrysteligt og samtidig dybt indsigtsfuldt psykologisk drama, der sætter eksistens og identitet på spidsen i en skildring af det hvileløse hjertes sårbarhed.

Moderne storbymesterværk

Den finske instruktør Pirjo Honkasalo har skabt et moderne storbymesterværk – baseret på Pirkko Saisios roman fra 1981. Inspirationen til det markante visuelle udtryk synes at være hentet hos mestre som Kieslowski og Tarkovskij.
 

I Helsinkis betonjungle

14-årige Simo bor sammen med sin mor og storebror dybt inde i Helsinkis betonjungle. Storebroren Ilkka har kun en enkelt dag tilbage, før han skal i gang med at afsone en fængselsstraf.

Kejtet samhørighed
Simos noget hjælpe- og karakterløse alenemor er ingen støtte, og broren er måske ikke det bedste forbillede. Alligevel tilbringer de to den sidste dag sammen i en egen kejtet samhørighed. Men Simo læser livets små nuancer meget bogstaveligt, og overladt til sig selv er han i farezonen for at handle på refleks i sin manglende livserfaring.

Svimlende lyrisk
I en æstetik, der er svimlende lyrisk, indrammes de rå begivenheder i en skønhed, der skal bearbejdes af alle sanser: De maleriske sort/hvide billeder er dyb og betagende kunst, badet i markant mørke og lys.

Modsætningsfyldt tiltrækningskraft
Trøstesløsheden i betontilværelsen bliver i billederne således til en sanseligt udfordrende og modsætningsfyldt tiltrækningskraft, hvor fokus på detaljer former et taktilt møde med filmens puls.

Ærlig kropsdyrkelse
Honkasalo dramatiserer filmens barn/ungdoms-tema gennem en beundringsværdigt ærlig kropsdyrkelse, der yderligere styrker filmoplevelsens uafrystelige autenticitet: Simo levendegøres i det ultimative filmiske nærvær. Der er ingen hemmeligheder for tilskueren i drengens udtryk, hvor hver en lille ændring i humør havner på nethinden gennem de fænomenale lyssætninger.

Følelsesmæssig oprigtighed
I det hele taget er filmoplevelsen så fuld af sjæl, smerte, melankoli og følelsesmæssig oprigtighed, at hjerterytmen er let forhøjet – samtidig med, at fortællestilen i sin totale ro indbyder til drøm og fordybelse. Det visuelle udtryk er filmens eneste bombastiske virkemiddel i den tekniske dramatisering: Stort set ingen filmmusik skæmmer, til gengæld er lyddesignet sofistikeret afbalanceret.

Total hovedrolle
Johannes Brotherus er rystende stærk i filmens totale hovedrolle: Som Simo er han ganske enkelt fænomenal, og han bliver kun bedre, efterhånden som filmens dramatiske drejninger spidser til: I øvrigt en meget rystende og bevægende skildret begivenhed, der ændrer livet fuldstændig for Simo. Storebroren spilles med følt indlevelse af Jari Virman, ligesom Anneli Karpinnen helt har fingeren på den følelsesløse puls som den vanskelige mor.