The Big Chill (1983)

105 minutter kan godt føles alenlange i mødet med Lawrence Kasdans stjernebesatte snakkefilm "The Big Chill". For selvom rammen, teknikken og æstetikken er både flot og medrivende, kvæles filmoplevelsen efter et fint anslag snart af ævl, kævl og tomgang.

En anstrengende weekend

Syv tidligere studiekammerater mødes over en weekend, efter de har deltaget i en vens begravelse. De bor i et smukt beliggende hus i South Carolina, og samværet er præget af god energi. Men efterhånden som snakken begynder at gå i materien på for-, nu- og fremtid de syv (og afdøde) imellem, kan det godt begynde at tage jord med, og weekenden bliver således både uforudsigelig og anstrengende.

En rigtig laber skuespillerfilm

"The Big Chill" er en rigtig laber skuespillerfilm. Og de dygtige samtids-stjerner trives da også som staldkåde væddere, der netop er sat på græs efter en lang sæson inde. Der er i hvert fald masser af dialog at kaste sig over, og især Tom Berenger leverer varen i en oprigtig, afdæmpet og sympatisk præstation.

Ærligt lydbillede

Billedæstetikken er pænt renset for overflødige krumspring, og det er en stor fornøjelse at suge det ærlige reallyd-billede til sig: Her er rigelig med ægte sommerstemning, fuglefløjt og vind i træerne. Som en meget stor hage finder vi til gengæld de ekstremt støjende – og over-anvendte – popsange fra 1960'erne. Hvad denne støj ikke stjæler af stemninger fra filmen... Det er i grunden forstemmende.