Monica Z (2013)

Måske har Per Fly endelig fundet dén formel, der virker for ham: Den biografiske film. I hvert fald er hans portræt af svenskernes folkeeje Monica Zetterlund både ærligt og medrivende.
 

Klassisk form

Formen er helt klassisk: Pige med stor stemme bliver opdaget, skriver kontrakter, rejser til USA, deltager i melodi grand prix og vinder folkets hjerte på et kosmisk splitsekund.

Primadonnanøkker

Det, der gør historien om Monica Zetterlund mere sprød – og filmoplevelsen mere kantet – er jazzsangerindens primadonnanøkker og tiltagende alkoholmisbrug. Alvorlige sager, der truer med at sætte en stopper for karrieren, før den rigtig er begyndt.

Flot ramte karakteristikker
Særligt svenskere og børn af den tid, filmen udspiller sig i, vil være henrykte over de mange virkelig flot ramte karakteristikker af svenske kulturspidser. Ligheden er i hvert fald slående, og troværdigheden styrkes.

Funklende
Samtidig er det tekniske og scenografiske arbejde virkelig funklende. Tidsbilledet er knivskarpt i sin oprigtighed i alt fra kostumer over biler til de mange delikate interiører i både Sverige og USA.

Ingen højspænding
Edda Magnasons hovedrollepræstation – og filmdebut – er på mange måder stærk, uden at det dog rigtig skaber højspænding. Generelt er skuespillet meget professionelt og sympatisk, men rollerne er lidt for genkendelige i den biografiske films lettere stereotype fortællemønster.

Jazz er nøglen
Jazz er selvsagt nøglen i filmen, men der er ingen grund til at gå i baglås på forhånd, hvis man er proklameret jazzfornægter. De mange på tirsdag-rytmer skamrides ikke, og i og med at musikken er del af handlingen, forekommer den tilforladelig og naturlig.

Det virkelige livs drama
Per Fly forfalder kun i et par scener til det uklædeligt melodramatiske – men det er den ærlige og ukrukkede fortællestil med fokus på det virkelige livs drama, der for alvor former instruktørens første gode film.