The Power of the Dog (2021)

Der er langt imellem den newzealandske instruktør Jane Campions spillefilm. Men når hun er på banen, vækker det altid nysgerrighed, for hun har gennem årene serveret lækkebiskner som The Piano (1993) og senest krimi-tv-serien Top of the Lake (2013-2017).

Et umage par

Med "The Power of the Dog" vender Campion klædeligt tilbage til det historisk elegante drama, en genre, der ofte bringer det bedste frem i instruktøren. Vi er i New Zealand i år 1925. Her møder vi de umage brødre Phil og George Burbank, der driver en enorm ranch for foden af bjergene.

Sammenbidt, hadsk og bitter

George er den søde og afbalancerede, der finder sig i Phils evindelige verbale tæsk – Phil er sammenbidt, hadsk og bitter, så det står ud af alle kropsåbninger, og han sørger for, at alle omkring ham bliver hånet og mobbet i knæ.

Selvforstærkende ego

Men Phil tvinges på et tidspunkt til at gøre op med sit selvforstærkende ego. Da George i al hemmelighed har giftet sig med Rose, flytter hun og teenagesønnen Peter ind på gården. Hvad der til at starte med kun avler mere had og hån, kan meget åbne en dør på klem til et hemmeligt begær.

Troværdig perfektion

Visuelt ekskvisit lækker med troværdig perfektion i hele produktionsdesignet – "The Power of the Dog" er fejlfri i sit portæt af tiden, tidsånden og hele stemningen, der indkapsler den. Og som den allermest centrale formidler af dramaets betændte kerne yder Benedict Cumberbatch en stjernepræstation, der hører til blandt hans hidtil allerbedste.

Velproportioneret manus

Campions manuskript er velproportioneret og for det meste med en høj detaljeringsgrad, og meget af historiens ind- og udvikling er klogeligt overladt til øjnene, der ser. Et fint træk, der efterlader mange ubesvarede spørgsmål til elegant perspektivering.

Tiltagende selvdestruktiv

Som mobbeoffer nr. 1, Roses pindetynde teenagesøn Peter, yder Kodi Smit-McPhee nøjagtig det modspil, som Cumberbatchs Phil har brug for. Som Peters tiltagende selvdestruktive mor Rose er Kirsten Dunst til gengæld noget bleg og ensidig.

På mange måder blændende, men...

Inddragelsen af den bjergtagende natur lige uden for ranch-døren rammer dramaet yderligere ind i en på mange måder blændende filmoplevelse. Desværre er der alt, alt for meget underlægningsmusik. Selvom den holder klædelige pauser, er det langt mere reglen end undtagelsen, at tonerne diktrerer alle stemninger og som sådan kvæler roen, balancen og perspektivet på dramaet.