Le dernier mercenaire (2021)

Der er lagt mere vægt på komedie- end actionfremdriften i dette festlige franske genremiks. Og det fungerer i glimt med ret overbevisende effekt, særligt nå Jean-Claude Van Dammes velkendte stoneface-underspil sidder lige i skabet i nogle akavede situationer.

Akavade situationer

Og dén slags situationer er der en del af, da Van Dammes eksagent Richard Brumére tvinges til så hurtigt som muligt at komme helt tæt – også følelsesmæssigt – på dén voksne søn, han stort set aldrig har har mødt eller gidet tage sig af.

Som nat og dag

De to er da også som nat og dag, men er altså nødt til at hanke op i sig selv, hvis ikke de skal havne med en kugle for panden midt i dén farlige narkohandel, som sønnike af uransaglige grunde er en form for midtpunkt i.

Veltimede scener

Skuespillet er veloplagt, særligt centreret om de kækt og komisk veltimede scener og replikskifter. Og der er også rimelig pæn kapow over actiondelen, selvom den helt afgjort er af sekundær interesse for instruktør og manusforfatter David Charhon.

Ikke et kønt helhedsbillede

Noget kønt helhedsbillede efterlader "Le dernier mercenaire" ikke – hertil er historien bag og eksekveringen af denne alt for overgearet. Naturligvis komplet med alt rigelige mængder støjende underlægnings-pop.