La ligne de démarcation (1966)

Claude Chabrol beskæftigede sig her for første gange med 2. verdenskrig som tema – nærmere bestemt den demarkationslinje, som nazisterne trak tværs gennem Frankrig, da de besatte landet... sådan lidt "hertil og ikke længere"-agtigt. Et vanskeligt parløb mellem franskmænd og tyskere udspiller sig på en daglig basis, og det er bestemt ikke ufarligt.

Magnifikt fotograferet

"La ligne de démarcation" er slet og ret magnifikt fotograferet: Cheffotograf Jean Rabier finder detaljer og kompositorisk elegante gyldne snit, særligt i udendørs-optagelserne, og giver filmen en yderst stemningsfuld sort/hvid identitet, der sætter en ramme, man sent vil glemme.

Forførende

Det er afgjort i de – heldigvis mange – udendørs sekvenser, at "La ligne de démarcation"  forfører både visuelt og fortællermæssigt. Her behøver der ikke være nogen dialog eller musik – fortællingen former sig allerstærkest, når handlingen netop glider i ét med de smukke omgivelser, uden at overforklare konteksten.

Alt, alt for meget snak

Lange sekvenser med alt, alt for meget snak (særligt når det kredser om kærligheden) føler man så abolut kunne have været decimeret, til genæld er der bid i både spil og humor i mange af situationerne mellem tyske soldater og franske ditto (om end sidstnævnte er sat ud af spillet). Reinhard Koldehoff tager kegler som nazi-major von Pritsch.

Unødvendigt udspartlende

Pierre Jansens (velkomponerede) kammer-avantgarde-musikunderlægning er besyndeligt allestedsnærværende, hvilket er lidt usædvanligt for fransk film i perioden. Tilbagetrukket, bevares, men alligevel unødvendigt udspartlende og i længden en killer på tilskuerens evne til selv at bearbejde filmen.